Grundere i højskoleverdenen
Mange mennesker bliver så bidt at højskolen at de gør det til en levevej. Vi har spurgt 4 tidligere elever – kaldet grundere – der nu er ansat på en anden højskole og hvad de tog med fra Grundtvigs Højskole og hvor de ser højskolebevægelsen er på vej hen.
Emil Hagemand Christensen – Kasper Palsnov
[GRUND]bog
ALDER
27 år
ÅRGANG:
Elev på GH E15
UDDANNELSE:
BA i Fotojournalistik – Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Fotografi – Fatamorgana, Danmarks Fotografiske Billedkunstskole.
ANSÆTTELSE NU:
Højskolelærer i fotografi og mørkekammerteknik på Engelsholm Højskole
Hvad tog du med dig fra Grundtvigs?
På Grundtvigs Højskole fik jeg muligheden for at eksperimentere fotografisk sammen med andre, og gå i dybden med de emner, som optog mig. Jeg havde en særligt inspirerede fotolærer i Maria Fonfara, og hun er et godt eksempel på, hvad højskolen kan. Hun lærte mig, at bruge mig selv, min sårbarhed og mine styrker i mit fotografi. At kombinere den jeg var som menneske med min faglighed. Her blev grundstenen til min egen undervisning lagt: at fotografi skal være personligt og universelt på en gang. De to elementer var også i spil uden for undervisningen i mennesker og politiske problemstillinger. Til morgen- og aftensamlinger, når en af eleverne fortalte os om deres kønsidentitet, eller når der kom foredragsholdere udefra og fortalte om deres historier.
For mig er det vigtigt, at mine elever har muligheden for at skabe et trygt, åbent og eksperimenterende rum, hvor de kan udvikle deres tekniske evner og deres personlige visuelle sprog. Fordi vi bor sammen, spiser sammen, synger sammen, opstår der et særligt rum, hvor der er mulighed for en unik udvikling. På Grundtvigs Højskole blev jeg undervist i fotojournalistik, kunstfotografi og analogt fotografi. Jeg husker særligt tiden i mørkekammeret, hvor jeg for første gang så et billede tone frem på et hvidt papir, da det blev nedsænket i kemi. Det øjeblik, og så den udvikling man gennemgår, når man modtager ærlig og saglig billedkritik, er noget af det, jeg prøver at videregive til min egne elever på Engelsholm.
Laura Bisgaard Krogh fortæller om historien “Et Spørgsmål om ære”, der vandt førsteprisen for årets Portrætserie i årets Pressefoto 2020.
Fotokreditering: Søren Pagter
Hvor ser du højskolebevægelsen er på vej hen?
Jeg ser, at højskolen bliver præget af de elever, som kommer her, og at de er gode til at udfordre os. Selvom eleverne lever i en isoleret bobbel, tager de vigtige spørgsmål med ind i undervisningsrummet. Samtalen med og mellem eleverne handler om kønsidentitet, klimapolitik, ligestilling mellem køn og racer, der er relevant både indenfor og udenfor højskolen. Vi skal bare have modet til at tale med dem, og invitere dem til at tale med hinanden, om alle de ting, der er vigtige og svære.
Højskolen er en dyrebar skoleform, som vi skal passe på. Som vi talte om på Engelsholm forleden dag på et pædagogisk møde, så er det vigtigt, at vi passer på den, for vi får den ikke igen, hvis vi fucker op. Jeg forstår det som, at det er sjældent at have den her kreative, kunstneriske, eksperimenterende form, som højskolen er. Store dele af uddannelsessystemet er præget af konkurrence og vækst mekanismer, og det er højskolen på nogle måder fri for.
Jeg tror, at eleverne også er med til at passe på den, ved hele tiden at konfrontere os og bringe nyt ind i det gamle. Det er værdifuldt, den kombination af det gamle og nye, og det håber jeg præger højskolen fremover. Det “eneste” vi skal gøre, er at turde insistere på det åbne og eksperimenterende rum.
Dette portræt af Laura Bisgaard Krogh blev taget på Grundtvigs Højskole.