Værdier og historie

Grundtvigs Højskole bygger på de samme tanker om oplysning og frisind, som Nikolaj Frederik Severin Grundtvig grundlagde højskolen på tilbage i 1856 – tilsat et moderne twist.

Kort om Grundtvigs Højskole

– Grundtvigs Højskole blev grundlagt i 1856

– Ligger i Hillerød, under 40 kilometer fra København

– Har ikke fastlagte faglinjer, du sammensætter selv dit eget skema. Undervejs i dit højskoleophold vælger du nye fag med undtagelse af dit A-fag, som fortsætter under hele dit ophold. Du kan se alle fag her.

– Har plads til ca. 120 højskoleelever med et aldersspænd på typisk ca. 18-27 år. Gennemsnitsalderen er omkring 21 år.

– Vi har to lange højskoleophold om året; et forårshold, der begynder i januar og slutter i juni, og et efterårshold, der begynder i august og slutter i december.

– Fra uge 25 – 32 holder vi sommerkurser af én uges varighed.

Lidt om vores historie

Vores historie er unægtelig kædet sammen til Grundtvig, og det er vi utrolig stolte af. Vi står på skuldrene af hans grundtanker om oplysning og frisind – og vi er ikke i et sekund i tvivl om, at han ligger rolig og veltilfreds i sin grav over den måde, vi i dag driver højskole på.

De første frø til Grundtvigs Højskole blev plantet, da Grundtvig tilbage i 1853 fyldte 70 år. I den anledning fik han en større pengegave, som han brugte til at bygge den første Grundtvigs Højskole. Højskolen hed dog dengang Marielyst, opkaldt efter hans anden kone, Marie Toft. Da lå skolen på Nørrebro.

Skolen fik sin nuværende beliggenhed i Hillerød og navnet Grundtvigs Højskole Frederiksborg, da Grundtvigs Højskole blev slået sammen med Frederiksborg Højskole, grundlagt af Holger Begtrup i 1895.

Værdigrundlag

Grundtvigs Højskole Frederiksborg bygger på Grundtvigs tanker om oplysning og frisind med baggrund i den vestlige civilisations humanistiske og demokratiske traditioner.

Vi tror på, at kendskab til historie og kultur er den væsentligste forudsætning for at kunne orientere sig i verden i dag.

Vi skaber et rum med frihed til at tænke og tale, hvor viden og færdigheder sættes i spil, så argumenter og holdninger brydes på tolerancens vilkår, som grundlag for oplysning, dannelse og demokratisk medborgerskab.

Som kostskole lægger vi vægt på et samvær omkring undervisning, oplevelser og måltider og et fællesskab kendetegnet af hjemlighed og rummelighed.
Undervisningen bæres af undren, engagement og faglighed. Den udfordrer eleverne og åbner for fordybelse og nye perspektiver.

Højskolen giver almen dannelse og færdigheder, som kan være til nytte i livet.