RØST Talefestival 2025: Læs Magnus og Karens taler

Vil du gerne være glad?
Jeg ved, at jeg gerne vil.
Hvordan kan det så være, vi har så svært ved det?
Jeg kan ikke lade være med at lægge mærke til, hvor mørkt min generation tænker. Alt er enten ligegyldigt, ellers så går verden under lige om lidt, så der er ingen grund til at have en mening eller være glad.
En frygt for fiasko og en manglende snak om følelserne er alt for normalt.
Jeg er træt af at se mine jævnaldrende falde i et hul af ligegyldighed og negativitet, som de selv har gravet.
At vågne hver dag og se på alt det, der er forkert ved ens liv og ens verden, skaber den virkelighed, man frygter.
Smerte er uundgåelig, men lidelse er et valg.

Når den ældre generation snakker om os unge, er vi en generation af selvoptagede, deprimerede, selvdiagnosticerende og opgivende unge mennesker, som ikke vil give livet en chance.
Jeg er uendeligt frustreret over denne generalisering af min generation, som nedgør os som mindreværdige.
Hvad der frustrerer mig endnu mere, er dem i min generation, der så lever op til de fordomme og får os alle til at se dårlige ud.
For hvad bilder de sig ind, ikke bare over for omverdenen, men også over for sig selv?

Men jeg forstår det godt; at dyrke ens egen sorg og smerte kan føles godt og varmt.
Jeg kender det selv, men det er det nemme svar.
At høre Mac DeMarco og vedligeholde ens dårlige tilstand er markant nemmere end at tage det svære valg og prøve at se det gode i verden, og hvor heldige vi alle er.
Jeg er for eksempel heldig, at jeg har det privilegium at gå på højskole.
Hvor er jeg heldig at kunne synge morgensang hver dag, hvor er jeg heldig at kunne ærgre mig over ikke at få den ret, jeg vil have til frokost.
Hvor er jeg egentlig bare heldig at være i live.

Jeg siger ikke, det er nemt.
Jeg, som mange andre, tog engang den tunge dyne af ærgrelse, ensomhed og vrede ned over mig, og mens jeg lå og blev kvalt under dens vægt, troede jeg, at jeg gjorde, hvad der var bedst for mig selv.
Et hashmisbrug blev en af mine krykker i livet.
Det var så meget nemmere at ryge min hjerne blød og glemme alt, der gik mig på.
Mit breakup med min eks, angsten ved at starte i en ny klasse, det uhåndgribelige i at være i live.

Jeg havde så mange undskyldninger for, hvorfor jeg bare skulle løbe fra mine problemer og ryge mig skæv ved hver chance, jeg fik.
Jeg var så frygteligt bange for mit liv og min fremtid, og jeg var så skidesur på alle og alt omkring mig.
Jeg tog aldrig nogen valg for at forbedre min tilstand – jeg røg og løb bare.
Mit liv var ikke spildt, jeg havde stadig gode år.
Men hvilket liv kunne jeg have levet, og hvilken mand kunne jeg være blevet?

Jeg tog endelig et valg, efter nærmest 5 år, om at leve mit liv, som jeg ville det.
Det var aldeles ikke nemt, men der var intet andet valg at tage.
Jeg valgte at være glad.

Jeg er helt med på, at man kan have sygdomme, der gør det umuligt bare at vælge glæden uden hjælp.
Jeg er også med på, at vi har brug for hinanden og et samfund, der hjælper os, når vi har det svært.
Men vi kommer ikke uden om den fordærvelse, jeg ser i mine medmenneskers mod og sjæl, og hvordan vores sind kan udvikle et dårligt humør til et dårligt liv.
Ændringen kommer fra os, og det kræver det svære valg, vi skal tage om at være glad.

Jeg ser ud på jer, en generation af smukke, stærke og modige unge mennesker, og jeg ved, at I kan vælge glæden.
Så sig godmorgen til dem, du ser på gaden, lyt et ekstra minut længere til vindens susen og fuglenes sang.
Læg din telefon væk og læg Trump, økonomi og krig ud af hovedet, og husk, hvor skide heldig du er, at dit hjerte banker, din næse klør, og du har morgenmad i maven.
Tag det svære valg – vær glad.

På billedet: Karen Naur / Foto: Christian Falck Wolff