Maden

På Grundtvigs Højskole er maden meget mere end bare brændstof – den er en del af fællesskabet, kulturen og hverdagen. Vores køkken er kendt for at kombinere bæredygtighed, kvalitet og smag, så alle måltider bliver en oplevelse.

Når du træder ind i højskolens gade om morgenen, bliver du mødt af duften af friskbagt brød, der breder sig og skaber forventning om dagens måltider. Åbner du døren til køkkenet, bliver du budt velkommen med lyden af gryder, der bobler, grøntsager, der hakkes, og vores køkkenteam, der altid er klar til en snak.

Mad med omtanke og fællesskab

I køkkenet går vi meget op i godt håndværk og gør en ære ud af at lave maden fra bunden. Alt fra mayonnaise til marmelade og müsli bliver til med kærlig hånd – og vores hjemmebagte brød og kager er en fast del af hverdagen. Vi arbejder med urter fra haven og råvarer i sæson, så maden bliver både bæredygtig og fuld af smag.

Vi er stolte af at præsentere jer for en mangfoldighed af retter fra hele verden. Fra vietnamesisk Bánh Mì og krydret Shakshouka til indisk Palak – men vi holder også af danske klassikere som frikadeller, flæskesteg og smørrebrød. Det er vigtigt for os, at måltiderne er spændende, og derfor sørger vi for stor variation i buffeten, der altid inkluderer gode salater og velsmagende tilbehør.

Kom forbi

Vores køkken er mere end bare et sted, hvor maden bliver lavet – det er et åbent rum for alle. Vi elsker, når I kigger forbi, deler madønsker eller bare falder i snak om vind og vejr. Eleverne skiftes til at have køkkentjans, og vi nyder jeres tilstedeværelse. Det er en glæde at dele små øjeblikke og sjove samtaler, mens maden sættes på bordet og opvasken klares.

Vi er lydhøre over for jeres ønsker, og har I idéer til retter, I gerne vil smage, gør vi vores bedste for at opfylde dem. Det er vigtigt for os, at maden både er en nydelse og bidrager til fællesskabet.

Bæredygtighed og valgfrihed

Bæredygtighed er en naturlig del af vores madlavning. Vi prioriterer økologiske og lokale råvarer, når det er muligt. Det er vigtigt for os at være med til at skabe en mere bæredygtig fremtid, og vi går op i at mindske madspild og vælge råvarer i sæson.

Hos os kan du vælge vegetarisk eller vegansk kost, og vi tager i dét omfang, vi kan, hensyn til allergier og særlige behov.