Mindeord om Lars Thorkild Bjørn
03/10/2024
Tidligere højskolelærer på Grundtvigs Højskole Frederiksborg Lars Thorkild Bjørn er gået bort. Lars Thorkild startede som elev ”på Frederiksborg” på vinterskolen 1953-1954. 10 år efter vendte han tilbage i et vikariat for Agnete Bjerre, som med sin mand Svend Erik stod overfor at starte en ny engelsksproget højskole for udviklingslandene (RDC) i Holte. Efter en periode som højskolelærer ved norske højskoler vendte han tilbage til en fastansættelse på vinterskolen 1966-1967.
Han startede med at undervise i Filmkundskab og Foreningslære og kom også hurtigt til at arrangere studieture, hvor hans fortid i Tjæreborg Rejser kom ham tilgode. Han stod således i mange år for at arrangere studieture til især Østeuropa. Her fik han forbindelse til oppositionen i form af Solidarnocs i Polen og Charta 77 i Tjekkoslovaket og Polen og transporterede samtidigt mange gange materiale ind- og ud gennem jerntæppet.
På skolen kom han også til at stå for elevrekruttering og blev ved siden af erhvervsvejleder hos AF Nordsjælland. Dette dobbeltarbejde kombineret med en stigende foredragsvirksomhed med lysbilledfortællinger om Grundtvig, Ingeman og Chresten Kold blev for meget og han valgte at stoppe på højskolen 1. august 1989. Han bevarede dog tilknytningen til bydelen som mangeårig formand for Frederiksborg Valgmenighed og medlem af skolekredsen på Grundtvigs Højskole Frederiksborg.
Derudover han var indtil for nylig en hyppig gæst på skolen. Højskolelærer Peter Westermann beretter således om, at Lars Thorkild kom forbi i parken, mens Peter underviste sine elever i talekunst. Peter spurgte, hvad hans bedste råd var. ”Træd dristigt op. Luk munden op. Hold hurtigt op”. Lars Thorkild var fremragende til især de to første.
De sidste år var formålet oftest at han gerne ville dykke ned i arkivet i forbindelse med det frivillige arbejde i Højskolehistorisk Forening eller til artikelserien ”De navnkundige” til HøjskoleBladet. Besøgene lå ofte op til frokost, for så kunne han jo spise med og tale med lærere og forstander. For han var stadigt levende nysgerrig på skolen, og delte gerne ud af sine mange historier
Vi vil savne historierne, hans vid, mildhed og selskab. Æret være hans minde.
Jakob Mejlhede Nielsen
Forstander
Nedenfor et link til det mindeord som hans svigersøn Flemming Højbo har skrevet i Altinget:
Foto: Fra Lars Thorkild Bjørns private – grundtvigkold.dk