Om præcis to uger åbner tilmeldingerne for sommerkurserne 2021; nærmere bestemt tirsdag den 1. december klokken 09:00. Udover de faste sommerkurser, såsom Fotofestival, Syng dansk, Det ændrede verden samt Globalisering & demokrati, er der også blevet plads til et par spritnye sommerkurser.
Kalaallit Nunaat – Grønlændernes land, som er et af de nye kurser, sætter Rigsfællesskabet under luppen. For Rigsfællesskabet er under forandring. I Grønland arbejdes der på et udkast til den første forfatning, og det rejser en række væsentlige spørgsmål. Er Grønland ved rive sig løs? Vil Grønland vælge USA som partner i stedet for Danmark? Eller er det lige omvendt: Vil fællesskabet mellem Danmark og Grønland blomstre – som reaktion på de voldsomme klimaforandringer og stormagternes oprustning i Arktis?
Et andet nyt sommerkursus er GRUNDTWEEK, arrangeret i samarbejde med højskolens elevforening, Grundtvigselever. Her koges alt det bedste fra et højskoleophold ned til en maggiterning af et sommerkursus. Der vil være morgensamlinger, fællessang, meddelelser, valgfag, ganggruppemøder, temafester og alt det, du husker bedst og savner mest fra din egen højskoletid.
Vi ser frem til sommeren 2021 – og håber, at vi ses?
Du kan læse mere om alle sommerkurserne her