Historien om Wolfgang

Flygtninge kommer til Danmark

Det var en januardag i 2008, at vi fik besøg her på skolen af en ældre tysk herre, Wolfgang Prätzsch, sammen med nogle journalister. Wolfgang kunne fortælle, at han som 7-årig dreng havde boet her på skolen, netop her i vores foredragssal, i et halvt år i 1945. Wolfgang, hans mor Gertrud Prätzsch og lillebror Bodo var i foråret 1945 kommet som tyske flygtninge fra Stolp 100 km vest for Gdansk, i dag i Polen, til Østersøens kyst og derfra med skib til København – en livsfarlig sejlads i de sidste krigsmåneder i 1945.
I hele Nordeuropa var det isnende koldt i foråret 45, og krigen mellem Hitler og de angribende allierede fra vest og russerne fra øst satte ind i den sidste, blodige fase. Hitlers tropper kæmpede fanatisk til det sidste – til ”Der Untergang” i det sønderbombede Berlin. Og mens Stalins røde hær rykkede frem mod Berlin, flygtede millioner af tyskere vestpå under grusomme forhold mod Østersøkysten i håbet om at kunne evakueres over havet. Det var især kvinder, børn og gamle fra de østpreussiske egne – i dag Polen – der presset af Stalins røde hær måtte forlade alt, hvad de ejede.

Hundredtusinder døde af sult eller kulde, blev mishandlet eller voldtaget af russiske soldater, blev nedskudt eller druknede på stranden eller i havets iskolde bølger mellem januar og maj 1945. Østersøen var et rædslens og dødens hav. Russerne jagtede alle tyske skibe, og store skibskatastrofer fandt sted her – værre end Titanic. Vilhelm Gustloff sank 30. januar i Østersøen – mere end 5000 druknede, flygtninge og sårede soldater. Goya sank den 17. april syd for Bornholm – mere end 7000 druknede – historiens værste skibbrud.

Grundvigs Højskole blev til flygtningelejer

Men det lykkedes for en del at passere Østersøen, herunder ca. en kvart million, der nåede til Danmark, der jo var besat af Nazityskland indtil 9. april 1945. Det var derfor de tyske myndigheder i Danmark, der tog sig af flygtningene – ved at indkvartere dem bl.a. på skoler, som blev beslaglagt til formålet. Den 31. marts 1945, som var sidste dag på vinterskolen dengang, blev Grundtvigs Højskole beslaglagt til indkvartering af ca. 500 tyske flygtninge.
Wolfgang kunne huske, at hans lille familie med moder og lillebror var uskadte på nær et lille hul i moderens frakke fra en granatsplint. De blev indkvarteret her i foredragssalen sammen med andre familier – man havde hængt tæpper op mellem hver families senge. Pladsen var trang, så man slog søm i væggene til at hænge tøj på. Han huskede æble- og kartoffelrov i haven og hvordan, man havde byttet et guldur for en pølse.

I Hillerød var der på forhånd en meget negativ stemning mod de tyske flygtninge. En lærer, som boede her dengang, fortalte mig, at da man ved ankomsten så tyskerne nærmest falde ud af busserne, gav det en dog en vis medfølelse – det var børn, kvinder og gamle. Kontakt med flygtningene var ikke tilladt, men man fik efterhånden et tåleligt forhold til dem… men heller ikke mere. Mange tyskere, især børn, døde, uden tilstrækkelig lægehjælp. En lærer fra dengang har fortalt mig, hvordan man på kirkegården ved siden af højskolen længe kunne se en stribe med særlig yppig vækst som vidnesbyrd om en række umærkede grave.

FLUGT

Flygtningene blev efterhånden sendt videre, og højskolen kunne åbne igen 1. maj 1946 – efter en større renovering; væggene var sorte af fugt, fyldt med søm og gulvene ødelagt. Snart blev det dog dansk højskolehverdag igen – med morgensang som nu her i salen i et fredeligt og velnæret Danmark – og historien om de tyske flygtninge gik langt hen i glemme.

På deres videre vej herfra blev Wolfgang og hans lille familie en tid indkvarteret i den store lejr i Oksbøl i Vestjylland, før de 1948 nåede Hamburg. Netop i Oksbøl åbnede man sidste år, den 29. juni 2022, det nye flygtningemuseum FLUGT med bl.a. fortællingen om de tyske flygtninge i Danmark. Men museet har et videre sigte.

Flygtningestrømme hører nu til dagens orden – og flygtninge drukner igen – nu i Middelhavets bølger. Overalt i Europa diskuteres flygtningepolitik. Så meget vigtigere er den historiske dimension. Det var verdenskrigen med over 40 millioner døde soldater og civile, der førte til oprettelsen af FN og EU, erklæringen om menneskerettigheder fra 1948 og flygtningekonventionen fra 1951 – alt for at sikre den respekt for humanitære værdier, som så groft var trådt under fode.

Vi må ikke glemme historien

Nu god morgen til en ny dag – med nye horisonter. Mennesket er med Grundtvigs ord et eksperiment af ånd og støv, der lever af ord og fortællinger: levende ord i litteratur, myter, kunst og historie. Som historien om den 7-årige Wolfgang, hans mor og lillebror, der overlevede – mens tusinder døde på flugt og i den iskolde Østersø i foråret 1945 – Det er gennem historien, at de døde kan forpligte os levende til at tage vare på mere end os selv.