Elevernes parader falder til den første fest på højskolen

25/01/2024

Af Journalisteleverne F24

Lørdag den 20. januar kulminerede to ugers introforløb på Grundtvigs Højskole med et maskebal. En fest, der bød på drinks, dans og dejlige stunder.

På de kolde gange løber eleverne rundt i deres farvestrålende skjorter og skørter. Håret skal sættes og masken skal på. I flok følges de ned af trapperne, mens spændingen vibrerer højlydt. Det er blevet tid til dette års første fest: Maskeradeballet. Champagneglas står klar til at blive grebet af de mange hænder. Da eleverne i fællesskab indtager den første dråbe champagne, fylder begejstringen skolen, som var det en nytårsfejring.

Nu søger alle hinandens øjne, og de fantastiske masker frembringer latter og smil. Da glassene er tomme, følges eleverne mod gymnastiksalen, hvor barokmusikken brager ud af højttalerne. De maskeklædte elever stiller sig op i rækker, for det er blevet tid til en indøvet fællesdans.

Eleverne står i par over for hinanden, nejer, bukker og kigger hinanden dybt i øjnene, mens de prøver at huske, hvad næste trin er. Først danser den ene halvdel af skolen og derefter den anden, hujen og klappen overdøver næsten de let nervøse grin. Da dansen er færdig slukkes musikken, og den korte stilhed afbrydes af en lærer, Joachim Adrian, som er iført blonder og lyskæde. Han fortæller, at det nu er tid til at kåre årets maske. De nominerede går op på scenen og elever beundrer maskerne, mens lærerjuryen bedømmer. Vindermasken tilhører Sara fra ganggruppen Skåne. Den skiller sig ud med både horn og ekstravagant pynt.