Sommerkurserne på Grundtvigs Højskole synger på sidste vers og slutter for i år, når kursisterne på Eksperimenterende maleri maler det sidste penselstrøg, og Skriv selv får sat det sidste punktum.
Derfor vil vi gerne benytte lejligheden til at sige tak til alle de søde sommerkursister, der i løbet af sommeren har tilbragt en uge på Grundtvigs Højskole.
Det har været nogle fantastiske sommerkursusuger fuld af faglig forkælelse og nysgerrighed. Sammen er vi blevet klogere på alt fra podcasts til croquis-tegning, litteratur, portrætfotografi og meget, meget mere. Tak for godt, nysgerrig og interessant selskab!
Før vi tog hul på sommerkurserne, havde vi ikke regnet med, at alt ville foregå så gnidningsfrit, som det har gjort. Faktisk var vi i en periode bange for, at vi måtte aflyse alle sommerkurserne grundet corona. Sådan gik det heldigvis ikke.
Tiltrods for en hel masse restriktioner – både i forhold til sang, spisning og samvær – tre ret så essentielle ting for et vellykket sommerkursus – lykkedes det os sammen og hver for sig at håndtere corona-situationen uden hverken at gå på kompromis med højskoleånd, håndsprit eller hygiejne. Tak for tålmodigheden og forståelsen for, at denne sommer blev foregik under andre vilkår.
Selvom det altid er med lidt vemod, at vi siger farvel til sommerkurserne for dette år, går vi alligevel en god tid i møde. Mandag den 17. august slår vi nemlig dørene op for et fyldt efterårshold på lidt over 100 højskoleelever.
Til efteråret løfter vi sløret for sommerkurserne for næste sommer 2021. Og allerede fra den 1. december klokken 09:00, kan du tilmelde dig.
Følg med her på vores hjemmeside eller følg vores Facebook-profil, så skal vi nok holde dig opdateret om næste års sommerkurser.
Vi håber, at vi ses igen til næste sommer!
