RØST fylder Operaen med unge stemmer
4 af vores elever på A-faget Politik deltog den 31.marts i RØST i Operaen. RØST er en talerskole hvor der gives plads og styrke til de unges stemmer i den offentlige debat. RØST er drevet i tæt samarbejde med Vallekilde Højskole og Ungdomsbureauet.
Røst og Det Kongelige Teater har skabt en hyldest til det talte ord, hvor vi bliver klogere og ser de udfordringer ungdommens generation står over for.
Hvad giver den unge lyst til at råbe op eller til at sige tak? Og hvad får nutidens unge til at rejse sig og bruge deres røst til at skabe forandring?
Aftenen løb af stablen med Emma Holten og Moussa Mchangama som værtspar hvor der udover taler blev synges højskolesange, lavet interviews og spillet koncerter af Jada og Isam B samt komponist Marianne Søgaard, operasanger Elisabeth Jansson og harpenist Angelika Wagner
Talerne kom bl.a. fra Silkeborg Højskole, Vallekilde Højskole, Uldum Højskole og Grundtvigs Højskole samt gymnasiet GUX Nuuk i Grønland.
Vi vil løbende publicerer 3 elevers debatindlæg.
People pleaser af Amanda Bruun Mikkelsen
Jeg er en pleaser. Det har jeg været siden jeg gik i folkeskolen.
“Amanda, du er bare sådan en sød og nem pige, der er aldrig noget besvær med dig”.
Det fik jeg både at vide fra mine lærer, mine klassekammeraters forældre og mine onkler. Jeg blev glad og varm indeni, for det betød jo at folk godt kunne lide mig. Men efterhånden som jeg er blevet ældre, har jeg fundet ud af at det ikke altid er en god ting at være sød og nem.
Jeg har altid været meget opmærksom på andres behov, og har gerne villet sørge for at alle omkring mig har det godt. Det lyder jo umiddelbart som et ønske mange har. Problemet for mig har bare været, at jeg nogle gange har taget det for langt, og puttet alle andre før mig selv. Det var især slemt da jeg gik i folkeskole.
Jeg havde nogle gode veninder i starten af min folkeskoletid, som jeg virkelig holdt af, og ville gøre alt for. Men der begyndte at ske noget da vi kom i de store klasser. Jeg har altid været mere stille end mange af de andre piger, og derfor var jeg heller ikke en af de “populære”. Men det ville mine veninder gerne være.
De begyndte at trække sig mere og mere fra mig, og jeg forstod ikke hvad jeg havde gjort galt. Hvorfor ville de pludselig ikke være venner længere? Men de kom altid tilbage, der kunne gå dage, uger, måneder endda, men de kom altid tilbage og undskyldte for deres opførsel. Og jeg bød dem velkommen med åbne arme hver gang, og lod dem blive en del af mit liv igen.
Jeg fortalte dem aldrig hvor ked af det de gjorde mig.
Jeg blev mere bevidst om det da jeg startede på gymnasiet, men fordi det er noget jeg har gjort hele mit liv, har det været en utrolig hård kamp at bryde ud af det her mønster. Jeg er blevet bedre til det, men kæmper stadig med det.
Og jeg ved at jeg ikke er den eneste som kæmper med det. Der findes mange som hver dag pleaser alle andre uden at have sig selv med i tankerne. Mennesker der ligesom mig gemmer deres egne holdninger og bare følger med strømmen for ikke at være til besvær.
Hvordan kan man sørge for at vi får modet til at stå op for os selv?
Jeg mener at ved at sætte fokus på det, og anerkende det som et problem mange kæmper med, vil flere og flere have modet til at sætte grænser og sige fra når de ikke bliver behandlet ordentligt. Mange unge er usikre, og selvom det er kommet på den politiske dagsorden og det er noget vi prøver at løse, mener jeg ikke at der bliver gjort nok.
Hvor nogle unge udvikler angst, depression og andre mentale sygdomme, viser usikkerheden sig på andre måder hos andre. For mig har den vist sig ved min trang til at være en people pleaser. Jeg er heldig at jeg har en dejlig familie, som konstant har banket ind i hovedet på mig at jeg er god nok, og at jeg skal lade vær med at lade folk vade rundt oven på mig.
Det har hjulpet mig til at tro mere på mig selv, og hver dag minder jeg mig selv om, at jeg er god nok.
Det er nemlig vigtigt at huske at nogle gange er det godt at være til besvær.