HUMANS OF GRUNDTVIGS – mød eleven Sindre Scheffels:
“Min far er instruktør for teater, og det var gennem ham, at jeg fik min passion for opera. Da jeg var en lille dreng, plejede min far at komme ud i sin morgenkåbe om lørdagen og søndagen. Så lavede han lidt te og spillede sine favoritoperaer. I begyndelsen var jeg ikke rigtig glad for opera. Men jeg tror, jeg hørte det så meget, at ‘I went insane’ – og så kunne jeg bare rigtig godt lide det.
Jeg plejede at synge opera for min far om morgenen. Ikke at jeg kunne teksten, men det var ligesom dér, det begyndte, og det har egentlig altid bare fulgt mig. Det har altid været et ritual mellem mig og min far. At sidde i vores stue og spise morgenmad med opera i baggrunden.
Jeg har altid været fascineret af, at der aldrig bliver brugt mikrofoner eller forstærkere i opera. Det er ren stemmekraft, der bærer og udtrykker en hel sang, og alligevel er det så stærk en kunstform. Jeg kan ikke italiensk eller tysk, og faktisk kan det være ret svært at forstå opera. Alligevel er det, som om operaen er et universelt sprog, der udtrykker følelser, uanset om man forstår handlingen.
Jeg tror, at ‘Figaros bryllup’ er min favoritopera. Min far satte engang en forestilling op i Helsingfors, og det var egentlig en rigtig forfærdelig udgave. Den var overseksualiseret og blev slagtet af kritikerne. Jeg var jo meget ung og plejede at sidde udenfor med min søster. Vi sad og legede med en skildpadde, som en af skuespillerinderne havde med. Mens vi sad og legede med skildpadden, hørte jeg musikken fra ‘Figaros bryllup’, og fordi jeg ikke så det, der skete på scenen, synes jeg, at musikken var rigtig god.
Grunden til at jeg elsker opera så højt er også, at det er en meget personlig ting, der er tæt knyttet til min far.”
Dette portræt er skrevet af Felix T. J. Kjær, som er elev i faget Journalistik & medier. Hver dag i denne uge leverer journalistikeleverne små portrætter af nogle af deres højskolekammerater under overskriften “Humans of Grundtvigs”. Læs portrætterne på vores instagram @grundtvigshojskole