Vi havde i forvejen af klimahensyn skåret vores rejseaktivitet ned til maksimalt én flyrejse per hold. Men usikkerheden om Coronavirus gør, at vi nu har taget konsekvensen og valgt at aflyse alle studierejser til udlandet – og i stedet gøre højskoleopholdet billigere.
Baggrunden for beslutningen er, at det er meget usikkert om og hvor i verden, en ny virusopblusning måtte finde sted og hvilke restriktioner de enkelte lande efterfølgende måtte indføre. Dermed kunne vi risikere at elever og personale kunne ende i utrygge situationer. Det ønsker vi ikke.
Vi vil gerne kunne planlægge et højskoleophold for dig uden alle mulige usikkerheder og forbehold, så man som elev også ved, hvad man får, når man tilmelder sig et langt højskoleophold. Vi har derfor besluttet, at vi ikke længere tager på studietur til fjerne destinationer, men holder os i Danmark. Vi kan dog eventuelt udvide med ture til Norden eller andre nabolande, hvis situationen bliver sikker igen.
Dermed kan vi give en sikkerhed for indholdet af dit højskoleophold, og samtidigt sparer du penge, som du så selv kan vælge at bruge, som du vil – eventuelt på en efterfølgende rejse med nye venner fra højskolen, når verdenen igen er åben.