Grundtvigs forårslever holdt maskerade i weekenden. Her blev et intenst introforløb afsluttet, og glitrende masker og baraksymfoni blev senere på aftenen skiftet ud med hurtigbriller og hård bas til elevernes første fest
Der bliver slået på glasset, og de nyudklækkede højskoleelever flokkes om aftenens vært, som er iklædt paryk og barokstilens mange udsmykninger. Sammen løfter de velkomstdrinken – maskeraden er skudt i gang. Lyset bliver dæmpet i salen, som bliver indtaget af sorte kjoler og jakkesæt med glitrende masker klar til barokdans. Bevægelserne er elegante og forførende trods fugtige håndflader. Maskens mystik gør alle anonyme og hæmningerne bliver sluppet, da parrene bryder den franske ædle dans med freestyle-trin.
Stemningen er euforisk, og klapsalverne fylder rummet.
Kort efter står de nominerede til maskeradens flotteste maske klar på scenen på ægte “bachelor”-vis . Modtagelsen af en rose fra Joachims delikate hånd betyder et farvel til drømmen om den smukkeste maske. Rose for rose dumper de nominerede ned fra scenen. Skuffede, dog stolte. Efter flere højintense minutter står vinderne tilbage. Triumferende og lykkelige vinker Asta og Nanna mod publikum og fremviser den guldbelagte præmie.
Maskerne er blevet lavet i ganggrupperne med gips, vaseline og sakse efter en workshop med filmskaber Sidse Carstens og designer Rikke Svendsen i skolens Foredragssal. Her var intim stemning, idet eleverne sad overskrævs på hinanden og på skift påførte vaseline og vådt gips i hinandens ansigter. Engagementet varierede. Nogle prioriterede rygepauser og hækling, andre sad til langt ud på aftenen. Efter nattens tørretid, kunne eleverne lørdag formiddag pynte maskerne med maling, fjer, palietter og glimmer overalt.
De pyntede masker pryder lørdag aften elevernes ansigter, da de sætter sig ved de lange borde. Kort efter falder maskerne – både mentalt og fysisk. “I skal slå op på nr 555”, siger forstanderen Jakob Mejlhede og inden for få sekunder slår klaveret an til tonerne af “Wind of Change” af Scorpions. Lyset dæmpes, lighterne tændes og de unge stemmebånd synger for på sangen om forandring. Et rum emmende af forståelse, kærlighed og nærvær. Det følsomme øjeblik afløses af en euforisk stemning, der blot tager til, da forstanderen melder aftenens sidste og mest ventede sang: Nr. 580. “MASKERADE” skriges af de opstemte elever, og festen er nu klar til at indlede sin næste fase. Nu er freden forbi.
Baren er åben, ølbongen indviet og eleverne på Grundtvigs flokkes mod dansegulvet i en lind strøm. Når først maskerne bliver udskiftet med hurtigbriller, går der ikke længe før de første øl bliver spildt, og lyden af sko mod det klistrede gulv blander sig med tonerne af ‘’Gangnam Style’’. Både elever og lærere kæmper om en plads bag DJ-pulten, mens andre samles om at kombinere frisk luft med en cigaret.
Musikken spiller videre, da rundtossede elever, med forventningsglæden indfriet, på skift går i seng – lykkeligt uvidende om de tømmermænd, der venter dem søndag morgen. De første vækkeure ringer alt for tidligt. Tømmermændsramte kroppe slæber sig ud af sengene kun få timer efter at have forladt floor; trætte, glade og fulde.
De sidste beats fra festen er erstattet af heftig hjertebanken. De før så elegante masker og tomme flasker flyder og hukommelsen svigter… ”hvorfor sov jeg med mine støvler på?”, lyder det over brunchbordet.
Elever samler sig i krig mod kvalmen og vover sig ud i stormen. Det er det hele værd, da duften af friture møder dem på parkeringspladsen. Som de sidste McDonalds poser tømmes, sænker der sig en ro over skolen. På mange værelser drømmer eleverne allerede om næste gang, festlokalet Garagen åbner til kys i krogene og ølbong på rekordtid.
Foto: Joachim Adrian & Vilma Søndergaard (10. billede: vinderne af aftenens flottest masker -Asta og Nanna)