Ud i naturen
Din nye hverdag
Du sidder på cyklen. Rundt omkring dig farer byen forbi, mens du træder i pedalerne. Før du får set dig om, er du omringet af høje bøgetræer og fuglelyde. Din taske er pakket med alt det rigtige til at finde vej, slå et ly op og lave bål. Du har kompasset klar, og du ved lige præcis, hvor dine venner er i gang med at slå lejr. Roen rammer dig, fordi du ved, at du er på vej Ud I Naturen.
Hvad kan du forvente af Ud i Naturen
I Ud i naturen er målet, at din hverdag kan se ud som beskrevet ovenfor. Du kommer til at lære alle de skills, der er fede at kunne for at tage af sted på tur. Vi kommer til at arbejde med trangia, kompas, bål, telt, tarp, bushcraft og alt muligt andet. Vi skal sanke svampe, (forhåbentlig) fange fisk og lave mad over bål.
Udover en masse skills, så skal vi ned i kroppen. Vi skal være aktive i naturen og bevæge os på alle niveauer. Vi skal vandre, cykle, løbe, svømme og lege. Vi skal finde ud af, hvad der gemmer sig i skovbunden og i toppen af træerne.
Vi skal også diskutere vores forbrug (eller misbrug?) af naturen. Vi skal snakke om vores aftryk på de danske skove og på planeten. En stor del af friluftslivet er dilemmaet mellem at gerne ville gøre brug af naturen og samtidig gerne ville have vild uberørt natur. Hvordan skal vi navigere i det?
Undervisningen kommer til at bestå af oplæg og en hel masse prøven-af. Vi øver os sammen og bliver dygtige som gruppe. Vi skal afsted på eventyr sammen, og der er intet som friluftslivet, der kan rykke et fællesskab sammen.
Vi er udenfor stort set hver gang, og vi får lov til at se skoven udvikle sig igennem årstiden. Vi vil opleve, at friluftslivet rykker med årstiden, og vores skills bliver bedre og bedre i takt med, at det bliver koldere.
Godt at vide, før du starter på Ud i Naturen
- Vi har privilegiet at være udenfor stort set hver undervisningsgang i al slags vejr.
- Vi skal prøve at sove udenfor.
- Derfor er det fedt at have noget regntøj, et liggeunderlag og en sovepose til, når vi starter.
- Hvis ikke du har det, så lån af en ven, onkel eller forældre. Det ligger som regel altid bare og fylder på et loft alligevel, så det er meget federe, at det bliver brugt af dig.
- Lad vær med at investere i en masse nyt grej, inden du starter. Vi kommer til at snakke en masse om udstyr, vi kommer til at reparere det udstyr, vi har, og Hillerød By har en masse fede genbrugsbutikker.
Underviser: Dan Halkiær Andreasen



















