At finde ud i naturen – og ind til den

26/10/2023

Af Emil Hageman Christensen

”Det er ligesom at træde ind i Morias Miner”, siger jeg. Tilbage over skulderen, foroverbøjet i en gestus henvendt mod skovbrynet, med opspilede øjne, mens jeg med venstre arm holder noget indledende buskads til siden for at danne en lille korridor i krattet. ”I ved. Med Gandalf: Speak Friend and Enter. MEEEELON. Man skal bede om lov for at komme ind”. Den lille gruppe af elever står på stien, stadig i det åbne terræn, med ryggen mod villakvarter Frederik IIs Vej, med front mod den dramatiske men alligevel beskedne Hundeskov. ”Ringenes Herre”, siger jeg lidt mere henkastet, og nogle af dem nikker anerkendende. Puha. ”Frida, hold her i stedet for mig”. Jeg tager min bue frem fra ryggen, ”… som Legolas, jeg holder øje. Rasmus, du går først… I Stilhed! … Helt stille, absolut tysna. Vi er helt stille i skoven, fra nu af. Indtil jeg siger til”. Ellers vågner troldene, håber jeg de tænker.

Som at træde ind i et eventyr

Turen hertil bestående af de 1,3 km fra højskolen har været så højlydte, de kære højskolelever, der lige er startet, de snakker flydende og høfligt højskoledansk, hvilket fylder hvert nervøst og afventende øjeblik med dyrebare fraser. Som et damplokomotiv, der starter. Inklusive læreren, han plaprer og accelererer sproget for at skabe interesse. Men så klapper vi i – sikke en forløsning. Frida holder buskadset til side, mens Rasmus går ind i skoven. Jeg nikker til de andre, som følger efter. Legetøjsbuen – altså den er helt igennem usynlig – holder jeg parat for at insistere på det dramatiske ved overgangen fra by til skov, og det er faktisk som at træde ind i et eventyr. Jeg håber eleverne mærker det, at det ikke bare er mig, i min pædagogiske vildledelse, der synes; at det går skidegodt, det her. Vi skal ind for at diskutere forskellen på kultur og natur.
I dag er tredje gang på faget. De kender ikke hinanden endnu. De kender slet ikke faget, Ud i Naturen. Men vi er inde i Hundeskoven, og har fundet en sti. Til stadighed, stille. De køber den nu; de er med på den, da skovens ro med sine egne muligheder lægger en tryg ramme omkring samværet. Jeg lunter lige op foran for at give dem en smule struktur og mit tilsyneladende lederskab. Med bøjede knæ og buen parat peger jeg rundt, mens vi trænger dybere ind i plantagen. Og så sker det. Et mirakel bryder ind i vores leg.
En stor rovfugl, eller hvad?! Men en unge af en art. Helt hvid, fin og pjusket, suser forbi os i øjenhøjde, den krydser stien. ”Seriøst”, hvisker jeg for mig selv. Det kan umuligt være en ugle, jeg ved ikke. Så bryder jeg stilheden med ”så i det?”, skulle bare have holdt mund. Men ork. Nu er vi vågne. Heldigvis siger de ingenting, mens jeg stirrer rundt på dem alle sammen og er ved at eksplodere af Ud i naturen-glæde. Stiltiende, men tydelig entusiasme. Jeg håber, de føler det samme. Skulle jeg have skudt den ned med buen, når jeg at tænke? Nej, da. Elevernes øjne stråler. Vi er i gang med noget.

Den pædagogiske intention med faget er firefoldig

(Hold da fast). For det første at bringe os derhen – eller derud – hvor tingene sker. Sådan, at naturforekomstens fænomener får lov at tage fusen på én. Indendørsmennesket er vidunderligt, men det bringes ikke i kog, så at sige, det bringes ikke i gunstig tilstand af modtagelighed, det lader sig alt for sjældent overraske eller decideret overrumple, af naturens egne systemer og deres skønhed, eller af kulden, irritationen, modstanden og naturens øvrige luner. Indendørsmennesket har for meget kontrol. Faget undersøger derfor naturen som et pædagogisk og oplevelsesrigt felt for dannelse, der sker i mødet med det ukontrollerbare, med dét, der er større end én selv.

For det andet i positive og negative møder med naturen at øge elevens tro på egen formåen, samt velvillighed over for det, der er derude i verden. Det første lyder som ”jeg er sådan én, der dur her” eller ”jeg er sådan én, der hører til her, der spiller en rolle her”, mens det andet lyder som ”dét vil mig det godt” eller ”dét kan jeg godt være i”.

For det tredje søger faget at drage nytte (!) af natur- og samværsoplevelser, som den, der er beskrevet ovenfor. Det er min overbevisning, at gode naturopleveler kan udgøre basis for opgør med negative tendenser i tidens individualiserende og accelererende præstationssamfund. I naturen er det hele ikke op til dig, du skal ikke skynde dig at blive færdig og du skal ikke vinde over nogen i social eller professionel konkurrence. Håbet er, at faget giver anledning til fornemmelser for forbundethed, tilstrækkelighed og en lidt langsommeligere tilstedeværelse. Ikke for at gøre eleverne uproduktive og sløve (selvom det er fint nok), men for at give dem oplevelser af alternative former for aktiv og kontemplativ væren, forskellig fra de værensformer, accelerationssamfundet sædvanligvis byder os.

For det fjerde at eleverne kommer tættere på naturen. Et eksistentielt udgangspunkt af nærvær, viden, forståelse og forbindelse er gunstigt, tror jeg, hvis man vil arbejde med bæredygtighed som sådan. For mig at se er det store spørgsmål; hvordan opfordrer vi eleven til selvvirksomt og via fællesskabet at ankomme til et punkt i sin dannelse, hvor bæredygtighed er et glædeligt potentiale for et nyt og bedre liv i livsbekræftende samværsformer med andre og natur, frem for en kilde til sortsind og kill-joy? Jeg tror naturforholdet er sted at starte. Jeg tror på indirekte bæredygtighed – til forskel fra direkte bæredygtighed og moralens pegefinger – er vejen frem her på faget. Når først naturen virkelig findes, så er der ingen vej udenom. Når først man er kommer ud i den, så vil man tage sig af den. Det er en slags hovsa-oplevelse. ”Ups! Det vidste jeg ikke. Forholder det sig sådan med naturen og mig? Nu vil jeg i gang”. Den eksistentielle åbning over for natur kan være startskud til handling, der tør holde håbet oppe.