Radio

Fra efteråret stiller vi skarpt på vores hovedfag (A-fag), der bliver gennemgående igennem hele dit ophold og dermed kommer til at have mere tyngde i dit skema. Som en del af hvert hovedfag vil der være temauger eller studieture, besøg af spændende gæstelærere og ture ud af huset, bl.a. til København.

OBS: Udbydes først til foråret 2018!

I radio skal I lære de grundlæggende redskaber til at lave gode og fængende radiofortællinger, der skal lægges op på vores helt egen podcast GRUNDLYD.

Vi skal udforske radiomediet og alle de muligheder der er. Vi skal arbejde journalistisk, så der vil være teoretiske oplæg om reportage, speak, billedsprog, vinkling, interview, redigering og dramaturgi.

Men først og fremmest er det learning by doing – ud i virkeligheden med mikrofonen – og fortæl historier.

Der vil være masser inspiration. Radiomediet buldrer frem i disse år, interessen for podcasts er enorm og en masse mennesker med vidt forskellige baggrunde kaster sig ud i at producere podcasts.
Så vi skal lytte til en masse fremragende radio, både dansk og engelsksproget. Vi skal tale med radiomennesker af alle slags, besøge radioredaktioner på DR, Radio24syv og andre mindre ”undergrundsredaktioner”, og vi skal lave radiobiograf, hvor vi lytter til fængslende radiodokumentarer sammen i mørket.

Radio er et fag, der tager tid. Processen fra idé til færdigt produkt er tidskrævende, men alle faser i processen er – for det meste – sjove og lærerige.

Der vil være mere bundne opgaver, men også tid til selv at byde ind med gode ideer til, hvad faget skal indeholde. Skal vi lave radiofiktion i samarbejde med skrivelinien og teaterholdet? Lave morgenradio for de morgenfriske højskoleelever? Lave et musikprogram hvor vi præsenterer musikerne fra faget Creative sound? Skal vi flytte redaktionen til en en lille landsby og lave lokalradio. Der er masser af muligheder.

Faget er for alle og kræver ikke andre forudsætninger end interessere for at formidle, fortælle historier og arbejde med sprog og lyd. Faget kan med fordel kombineres med B-fag i journalistik, hvis man gerne vil søge ind på en af journalistuddannelserne.

Underviser: Louise Krage