Kursusbeskrivelse
Croquis – tegn kroppen, fang øjeblikket
Har du lyst til at tegne mennesker – og blive bedre til at fange kroppens former, bevægelser og udtryk?
På dette croquiskursus tegner vi hver dag efter levende model. Vi øver os i at se kroppens proportioner, finde de store linjer og former og ikke mindst at fange helheden på kort tid. Croquis handler nemlig ikke om at få alle detaljer med, men om at se, turde tegne og fange det væsentlige.
Om eftermiddagen og aftenen lader vi os inspirere af andre kunstneres værker, hvor menneskekroppen spiller en central rolle. Vi bruger vores croquistegninger fra formiddagen som afsæt til at arbejde videre og skabe mere færdige tegninger. Vi undersøger forskellige måder at tegne og arbejde med kroppen på – og leger med, hvordan en hurtig croquistegning kan udvikle sig til et selvstændigt billede.
Når ugen er slut, har du både fået masser af tegneerfaring, inspiration og en hel værktøjskasse af teknikker og små tricks, som du kan tage med hjem og arbejde videre med.
Alle kan være med. Om du har tegnet i mange år eller næsten aldrig har haft en blyant i hånden, er ikke afgørende. Det vigtigste er, at du har lyst til at tegne, være nysgerrig og måske udfordre dig selv lidt.
Du behøver heller ikke være bange for, at dine tegninger ikke bliver “rigtige”. Vi skal ikke sidde og svede over teknikken. Vi skal undersøge, hvad der sker, når vi arbejder med det, vi kan, prøver os frem og tør give slip på forventningen om det perfekte. Ofte opstår de mest spændende resultater netop dér.
Medbring gerne dit eget tegneudstyr, hvis du har noget i forvejen. Det kan f.eks., tegneblyanter fra 2 B til 9 B, stiftblyant, viskelæder, tegnestub og tegneblokke – gerne i forskellige størrelser.
Har du ikke det hele, skal det ikke afholde dig fra at komme. En helt almindelig HB-blyant og kopipapir kan sagtens bruges. Hos Tiger kan man også finde billige tegneblokke og materialer i en ganske fin kvalitet.
En del af en fælles højskoleuge
Croquiskurset er en del af en fælles højskoleuge, hvor der også foregår fem andre kreative kurser i huset. Vi mødes på tværs af kurserne til måltider, morgensamlinger, enkelte foredrag og hyggelige aftenarrangementer.
Du får altså både mulighed for at fordybe dig i tegningen og være en del af et større kreativt fællesskab.
Kursusleder
Ann Louise Overgaard Andersen er uddannet fra Det kongelige danske Kunstakademi i skulptur og installation.
“Ved siden af mit kunstneriske virke, med speciale i rumlige installationer, har jeg siden 2007 undervist børn og voksne i billedkunst. Det gør mig glad at lave kunst, og denne glæde vil jeg gerne give videre. I min undervisning præsenterer jeg kursisterne for forskellige materialer og tilgange. For mig er det vigtigt at møde kursisterne anerkendende og se og udvikle de talenter og de egenskaber, hver enkelt elev eller kursist har.”

Program kommer snarest
Priser
Dobbeltværelse med håndvask
5500 kr
pr person
Dobbeltværelse med eget bad og toilet
6150 kr
pr person
Enkeltværelse med håndvask
7000 kr
pr person
Enkeltværelse med eget bad og toilet
7600 kr
pr person
Uden overnatning
4650 kr
pr person
Studierabat*
Særpris unge under 30 år på flersengsværelse (2-3 prs)
1950 kr
pr person
(2/3 personers værelser med håndvask)
*Kan ikke kombineres med andre rabatter
Afbestillingsforsikring
250 kr
pr person
Rabatter
Tilmeldt mere end 1 kursus
1000,- i rabat pr. efterfølgende kursus
Anfør i notatfeltet ved tilmelding
Rabatten fratrækkes først, når kursusbetalingen hæves på kortet
Tillæg
Specialkost v. laktose- eller glutenallergi:
200 kr. (opkræves på særskilt faktura)





