Ole Vinds højskoleminder

45 år med Grundtvigs og Grundtvig

Den 1. august 2021 er det 45 år siden, at jeg begyndte som lærer på Grundtvigs Højskole. Med svigtende helbred nedtrapper jeg nu mit engagement på skolen, og skolen har i den anledning spurgt mig om livet som højskolelærer gennem de mange år.

Naturvidenskab og bevidsthedsudvidelse

Der kan være mange grunde til at tage på højskole som elev – men også som lærer. Som ung drømte jeg om en fremtid med min store passion, atomfysik, naturvidenskab. Jeg blev da også uddannet som cand. scient. i fysik og matematik fra Niels Bohr Instituttet. Men så kom 1968 med bevidsthedsudvidelse, nej til hamsterhjul og materialisme, ja til ånd, fantasi og vilde drømme.

Her blev højskolen min redning som en fri skole uden statsfastlagt pensum og læringsmål, karaktergivning og eksamener. Friheden gælder nemlig også for lærerne, der løbende kan udvide horisonten, følge nye drømme og tilbyde fag uafhængigt af eksamenspapirer. Frihedens pris er så en konstant usikkerhed om elever vælger dine tilbud.

Min passion: Historien

Jeg har på den måde gennem årene undervist i mange fag, fra matematik og fysik over miljø og danmarkshistorie til islam, Kina, religion og historie. Min passion blev især historien – fra højskolens egen til verdenshistorien. Og så var der lige Grundtvig og hans plads i europæisk idehistorie, som var emnet for min doktordisputats fra 1999.

De 45 år på Grundtvigs Højskole rummer et mylder af minder om elever og kolleger – ingen nævnt, ingen glemt. Gode minder, men jeg ved godt, at man som lærer også kan støde elever og kolleger. Kun én gang har jeg dog oplevet en direkte klage til forstanderen over min undervisning. Det var en meget rettroende muslimsk elev, som var vred over min respektløse holdning til traditionens Muhammed og islam.

Vi interviewede Ole Vind hjemme i stuen. Hør ham fortælle, hvorfor Grundtvig blev hans skæbne, hvad der fylder i erindringen, hvad det betyder at bo på højskolen og meget mere fra 45 år i højskolebevægelsen.

“De mest frugtbare oplevelser er på mange måder dem der går i glemme. Som ikke står som noget pinligt eller ekstraordinært. Men som går i glemme og bliver til kraft”

Nedslag i historien

Her er kun plads til enkelte nedslag. Jeg er blevet spurgt: hvad har været dit sjoveste fag?

Og her kan jeg så nævne: ’pariserfransk’. I en del år stod jeg for studieture til Paris i begyndelsen af maj. I nogle år havde jeg da pariserfransk som fagtilbud, gerne i samarbejde med køkkenet.
Det handlede om lidt turistfransk, bonjour, une bière s’il vous plait, merci, au revoir, og om Paris’ og Frankrigs historie og kultur. Og gerne en gallafest med stil, 4-retters menu og cabaret. For mig betød studieturene også en genfundet glæde ved det franske sprog, som jeg siden gymnasietiden havde dyrket som en hobby.

I Paris besøgte vi blandt andet mindesteder fra Notre Dame til Père Lachaise-kirkegården med grave fra Abélard og Héloïse til Oscar Wilde, Edith Piaf og Jim Morrison med graffiti og tomme whiskyflasker. Og muren, hvor de sidste kommunarder fra den socialistiske arbejderopstand i 1871 blev skudt. Paris er fyldt med historie – europæisk og dermed også dansk historie.

1871 var et skæbneår. Vi drog med vores bus til Versailles med solkongens slot. Og i spejlsalen mindede jeg om, at netop her udråbte kansler Bismarck efter sejren over Frankrig i 1871 den preussiske kong Wilhelm den 1. til kejser over det nye samlede Tyskland – Det Andet Rige – hvad der indledte et blodigt kapitel i Europas historie. Det var i samme spejlsal, at sejrherrerne efter Første Verdenskrig i 1919 ydmygede det slagne Tyskland ved at kræve fredstraktaten underskrevet netop her.

Versailles er også historien om den franske revolution 1789. Her levede Ludvig den 16., Marie Antoinette og den franske overklasse i forgyldt luksus, mens størstedelen af folket hver dag måtte kæmpe for det daglige brød. Det gigantiske slot og den prægtige park vidner i dag om den uhyre ophobede rigdom, der her kammede over i revolutionens skæbnesvangre begivenheder.

På vej tilbage til Paris kørte vi gennem de majgrønne skove, som engang gav genlyd fra de kongelige jagter. Og je

g tænkte på, at vi i dag lever i klodens Versailles. Vores materielle overflod overgår den royale luksus fra dengang – mens kampen for det daglige brød stadig er hverdag for millioner verden over. Hvor vores overflod er udstillet og synlig via medierne.

Fra Paris har jeg også sørgmuntre minder. Som da en pige gik i byen i håbet om at blive scoret af en charmerende franskmand. Hun mødte én – som scorede hendes taske. Og jeg tilbragte en god time på en politistation, hvor en stor sort betjent med to fingre indtastede min anmeldelse. Nytteløst – ikke kun fordi mit franske ikke rakte til hele håndtaskens indhold!

16 studieture til Berlin

Jeg planlagde studieturen til Paris 13 år i træk og derefter 16 gange vores tur til Berlin, hvor de historiske minder jo er legio. Og nok fylder nazi og stasi en del, men Tyskland er andet og mere. I Berlin besøgte vi selvfølgelig det store Holocaust-monument. Men lige så vigtigt få skridt derfra marmorstatuen af Goethe i Tiergarten.

I Berlin mødte vi den tyske Vergangenheitsbewältigung, der oplyser og diskuterer fortidens mørkeste kapitler. Dette kritiske lys på egen fortid er ikke særlig udbredt på globalt plan, ja næppe nok på europæisk. Men med Black Lives Matter fra USA er der nylig skruet op for dette lys – også i Danmark.

Den kritiske historievidenskab har rødder i den tyske oplysningstid. Tænkere som Herder og Fichte hørte til Grundtvigs dybeste inspiration – en hovedtese i min disputats. På højskolen har jeg også talt om Goethe, Freud, Jung og Nietzsche. Og om Albert Schweitzer og hans kristendom uden frelse, opstandelse og evigt liv, men som etik fra Jesus´ lignelser.

Frankrig og Tyskland er i dag bærende piller i det europæiske samarbejde. Med årene er jeg stadig mere overbevist om EUs nødvendighed – og skrøbelighed over for tidens globale udfordringer. Vi nærmer os 50 året for den danske folkeafstemning om EF, hvor jeg stemte Nej. Højskolen og historien har gjort mig klogere!

Somre med Freud og Jung

Klogere blev jeg også på højskolens sommerkurser med noget ældre kursister og faglige eksperter. Spændende var flere års kurser om Freud og Jung og deres tanker om det ubevidste indre dyb, som rummer den dunkle magt bag alt i vores liv. Heri synker alle oplevelser – alt hørt, alt læst og alt levet – i glemsel for at genopstå som skabende kraft i nattens drømme som i dagens erindringer og tanker. Al religion og spiritualitet har rødder i dette dyb.

Erindring og minder fylder stadig mere

I Jungs psykologi har hver af livets faser sit særpræg. På de lange kurser har jeg hvert år mødt nye unge, mens jeg selv er blevet ældre. Jeg har nu nået den alderdom, som er præget af, at det indre liv med erindring og minder fylder stadig mere – ifølge Jung også som en art forberedelse til døden som det ultimative forsvindingspunkt i det ordløse dyb.

Men højskolen er mere end faglighed, nemlig fester, samtaler, sang og dans – og jeg har fået min del gennem 45 år. I disse MeToo-tider kan jeg tilføje, at mandlige højskolelærere også bliver udsat for ikke altid velkomne tilnærmelser.

Blot ét eksempel. Det var et sommerkursus, hvor en kvindelig kursist ugen igennem gerne satte sig tæt ved siden af mig. Hun betroede sig om personlige forhold og bad mig læse lange breve til sin katolske skriftefader. Det var en spirituel tilnærmelse.

Efter kurset blev hun indlagt på en psykiatrisk afdeling. Hendes mand beroligede os telefonisk: ”Det var ikke første gang. Sådan har hun det med åndelige mænd”. Jaså! Ifølge Grundtvig er ånd for manden, hvad hjertet er for kvinden, mens ordet og samtalen er fælles for begge. Det sidste har han i hvert fald ret i!

Højskolen blev min lykke

Endelig blev højskolen med tjenesteboligen også et hjem. Året efter at jeg startede flyttede Anna Marie ind og vores tre børn kom til. Også sådan blev højskolen min lykke. Højskolen blev det sted, der efter drømmeåret 1968 reddede mig i land – eller ned på jorden – uden at jeg måtte opgive alle vilde drømme.