Tobias Bornakke Bramsen
Født 1985 | Ph.d. i Sociologi fra KU
Forstander
Jeg er ph.d. i sociologi med speciale i digitalt demokrati og fremtidsforskning. Inden jeg kom til Grundtvigs, var jeg med til at starte flere virksomheder. Først udviklede jeg apps ved siden af studierne, i den periode hvor app-markedet eksploderede. Senere var jeg med til at starte Analyse & Tal, et analysebureau med flad struktur, hvor hierarkier og individuelle bonusser blev erstattet af medbestemmelse og ligeløn, og hvor alle projekter havde til formål at gøre verden lidt bedre. Det voksede sig større end planlagt, og vi glemte næsten, at det hele oprindeligt begyndte som et projekt om at bygge en højskole.
Min egen højskoleoplevelse var livsforandrende. Højskolen gjorde noget ved mig, som jeg ikke har oplevet andre steder. Den gav mig de relationer og forståelser af mennesker, jeg stadig bygger mit liv på. Og så tror jeg helt grundlæggende, at verden har mere brug for højskole end noget andet, jeg kunne finde på at lave. Jeg mener, det vigtigste, jeg kan gøre, er at give 120 unge mennesker tid, fællesskab og mod til at udforske sig selv og verden.




