På en lørdag i Hillerød rejser 115 nye højskoleelever 300 år tilbage i tiden og er klar til barokfest.
Foredragssalen summer af forventningsfulde stemmer. De nye elever sidder på kanten af de mørkeblå polstrede stole. De glæder sig til maskeradefest efter en tørlagt introuge. Det er fredag, og i morgen skal eleverne være iført personlige masker, som senere på aftenen skal tages af, for at symbolisere facadens fald.
To sprudlende kvinder iført alverdens farver og hårklemmer viser en kort film, og fortæller hvordan man laver masker af gips. Hver ganggruppe får udleveret en farvet plastikkasse med gips, saks og andre nødvendige remedier.
Klar til fest
“Husk vaseline på øjenbrynene, ellers så ryger de af, når du fjerner masken,” siger en elev til sin roomie, da ganggruppen er gået ind i idrætssalen. Der bliver grinet af den bekymrede bemærkning. Eleverne lægger omhyggeligt masker på personer, de endnu ikke kender alt for godt. Vandet fra gipsen drypper på gulvet, nogle gange får eleverne dryppet gips i hinandens øjne, og må tørre det væk mens de akavet undskylder. Da alle de stive ansigter er blevet til masker og pyntet, er eleverne ved at være klar til fest.
Gymnastiksalen er fuld af spændte elever. De ved ikke hvad der venter dem, andet end at de nu kastes ind på barokkens floor. De taler om gymnasietiden, om dengang de skulle lære at danse les lanciers, og om hvordan det minder dem om øjeblikket lige nu, men alligevel er det fuldstændig anderledes, fordi det her er en begyndelse og ikke en afslutning. De tager nu deres første dansetrin, og det er slet ikke farligt. Frygten vender sig hurtigt til højlydte grin. Barokmusikken bliver hurtigere og hurtigere, dansetrinene bliver mere udfordrende og desto højere bliver grinene, der spreder sig i salen.
Det er tid til velkomstdrinks og 115 stemmer smelter sammen i et virvar af forventninger. På et splitsekund er den moderne og nytænkende højskole taget tilbage i tiden til renæssancen og barokken.
Umiddelbart synes traditionen om at kåre en vinder primært som noget, der handler om at hylde personlige bedrifter. På denne lørdag aften i Hillerød lader det dog mere til, at den symbolske handling er et redskab til at forstærke fællesskabets sammenhængskraft og selvforståelse. Gøgleren Joachim Adrian leder an i afgørelsen foretaget af lærerpanelet.
MASKERADE, MASKERADE
Den gode energi bliver efterfølgende taget videre til spisesalen, hvor en overdådig middag venter. “MASKERADE, MASKERADE”. Eleverne bryder ud i fællessang og således fortsætter middagen i renæssancens højtravende ånd videre ind på dansegulvet.
Musikken brager og bassen pumper. Klokken er tæt på 02.00. Der bliver danset heftigt på den bil, der er placeret midt på floor. Festlokalet “Garagen” er fyldt med unge glade mennesker, der efter halvanden uges intens introduktion, endelig er blevet sluppet fri. Fri til at danse, råbe, drikke og feste. Et mandligt roomiepar stikker ud i mængden, da de står og svajer med hele kroppen i det ene hjørne. Den ene havde tidligere på aftenen en fin nystrøget hvid skjorte på, men nu er den godt plettet med vin og øl. Ud af munden på den ene kommer der nogle mumlende lyde, og den anden kigger uforstående hen på ham.
Dagen derpå
Få timer efter den sidste elev forlod dansegulvet, er de første trætte mennesker på vej op til obligatorisk rengøring. Gulvet er nyvasket og stadig en smule fugtigt, men en gennemborende lugt af daggammel øl og sved hænger stadig tungt i luften. En tydeligt søvnig og medtaget ung mand træder ind i Garagen med en dryppende gul klud i hånden. Han stopper op og kigger rundt i rummet. Hans roomie følger trop. Skuldrene hænger, og man hører lyden af deres fødder, der langsomt bliver trukket hen ad gulvet. “Jeg gad godt sidde derude lige nu”, sukker den ene og kigger ud af vinduet, hvor vennerne samles i solskinnet med fyldte kaffekopper og iskolde sodavand.
