Isak møder Rebekka

Af Kræsten Byskov

Et nyrestaureret maleri på Grundtvigs Højskole.

På Grundtvigs Højskole har der længe stået et par store billeder af Viggo Pedersen, der var brune og falmede af tidens tand. Det ene med et religiøst motiv, ”Isak møder Rebekka” og en det andet en stor malet skitse til et maleri på Ollerup Højskole. Efter faglig vurdering kunne det kun betale sig at restaurere maleriet ”Isak møder Rebekka”, og opgaven tilfaldt konservatoren Irma Mikkelsen.

Billedet blev stillet op på scenen i hallen ved hovedindgangen, så man kunne følge arbejdet. Irma startede med at rense det brune billede for snavs, og langsomt tonede de rigtige farver frem. Det var spændende for alle på skolen at følge billedets åbenbaring dag for dag.

Dernæst reparerede hun revner og huller med de rigtige farvetoner, som hun blandede fra et sindrigt system af varierende grundfarver. Det sidste var især spændende at følge når man selv er lidt interesseret i at male. Hun fortalte at især himlens blå toner er svære at ramme.

Fra Brunt til farvestærkt

Og maleriet har en lidt speciel farvetone lavet af mange små lilla, orangegule og rødlige farveindsatser. Irma nævnte også at et religiøst billede i slutningen af 1800-tallet i så stærke farver var specielt. Hun fortalte desuden at det var det største billede, hun havde restaureret, og det var en speciel positiv oplevelse at stå på en scene hvor alle fulgte med dagligt, især glædede hun sig over den åbne og fri atmosfære der var på skolen. Men nogle gange når hun kørte hjem, var hun simpelt hen fysisk træt grundet billedets størrelse.

Mens det brune billede skiftede til at farvestærkt billede, kunne man undre sig over hvem kunstneren var. Og her viser det sig, at han var en de kunstnere der var dybt involverede i de grundtvigske kredse, der kom til at levere malerier, skulpturer og grafik til højskolerne.

Et billedunivers omkring historie og identitet, også som et forsøg på en påvirkning af den danske nationalidentitet. Flere af malerne kendte til højskolefolk og var gift ind i højskolefamilier. Både Viggo Pedersen og Nils Skovgaard der har leveret til Grundtvigs.

Men hvad har en myte fra Det Gamle Testamente at gøre med højskole og identitet? Det må vi søge i maleren Viggo Pedersens liv.

Den forsigtige dreng

Viggo Pedersen var søn af tegneren, premierløjtnant Thomas Vilhelm Pedersen og Adolphine Marie Pedersen. Han voksede op i Nyboder, idet faderen var ved flåden. Den lille Viggo var glad for sin far og hans tegneevner. Han viste sig også selv at have talent. Men faderen døde, da Viggo kun var barn. Familien var nu meget fattig og bestod af omsorgsfulde og fattige kvinder, samt Viggo og hans bror.

Viggo blev et meget forsigtigt og sky barn, der ikke legede med andre drenge. Han lever et forsigtigt liv med sine tegninger i ly af sin mor, tante mormor og søstre. Der går en historie omat en dreng i skolen alligevel bliver interesseret i at lege med den sære dreng, og han besøger Viggo i hjemmet i Nyboder, men Viggo gemmer sig oven på et skab.

“Men hvad har en myte fra Det Gamle Testamente
at gøre med højskole og identitet?
Det må vi søge i maleren Viggo Pedersens liv.”

Det ender dog skæbnesvangert med at denne dreng bliver Viggos ven, og til sidst kommer Viggo på ferie hos drengens familie på landet. Her møder han drengens søster, Elisabeth Bella Marie Borup (1860-1905), datter af sognepræst Julius Theodor Borup og Marie Rosa Caroline Trier. Allerede her støder vi på navne hvis familier florerer i højskoleverdenen, Borup og Trier.

Viggo bliver optaget på kunstakademiet og opdraget i Guldaldermaleriets ånd. Hans lærer på Akademiet er P.C. Skovgaard. Der har malet flere nationalromantiske billeder, der bl.a. skal vise ”Søjlerne i Frejas sal,” altså bøgestammerne i den (evigt solbelyste) danske bøgeskov. Viggo lærer også sønnerne, Joakim og Nils Skovgaard at kende, begge malere. Nils Skovgaard kom som barn i Nikolaj Frederik Grundtvigs hjem og husker ham som en gammel hyggelig faderskikkelse, så Viggo blev i flere forhold trukket ind i det grundtvigske miljø.

Mod større mål

Viggo Pedersen kommer på udenlandsrejser i Europa. I foråret 1881 rejste han til Paris og modtog der meget stærke indtryk af den moderne franske landskabskunst. Han udvikler sig væk fra Guldaldermaleriet, det viste sig f.eks. i det livfuldt malede “Solskin i Dagligstuen” (1888) som han sælger og får hædersmedaljer for.

Desuden har han fundet kærligheden, nemlig på Vallekilde Højskole. Her møder han Elisabeth Bella Marie Borup (1860 – 1905) som han bliver gift med 1884. Hendes onkel Ernst Trier (1837 – 1897) havde startet Vallekilde Højskole i 1865 i Odsherred. Ernsts barnebarn blev i øvrigt musikeren Troels Trier og oldebarn Tobias Trier.

Viggo maler landskabsbilleder han kan sælge, men drømmer om at lave noget større. Han har været i Italien med Joakim Skovgaard. Her mødte han også Zahrtmann. Viggo bliver påvirket af Zahrtmanns glødende farver i orange og lilla, malet i mange små dynamiske strøg. Joakim Skovgaard opflammede vennen Viggo til malerisk dåd. Skovgaard ville selv gerne lave storslåede billeder der rakte ud over det almindelige, og han syntes også den forsigtige Viggo skulle gøre noget større.

På Vallekilde højskole havde Viggo jo mødt en imponerende personlighed, Ernst Trier, der var virkelysten og kolerisk. Viggo Pedersen var fascineret af Triers energi og storladenhed. Viggo Pedersen om Trier: ”Han ødslede i sine foredrag med billeder af en pragt og dybde, som gik langt over hovederne på hans elever.”

Hans voldsomme fremtoning påvirkede Viggo. ”De (eleverne) kunne optage lidt deraf, hver efter sin evne, men talen havde et overskud af ånd og rigdom.” Viggo Pedersen følte sig henrevet – især Triers tale om patriarkerne og hele hans fremstilling af det gamle testamentes beretninger.

“Isak vil ikke lade mig i ro, tidlig og silde,
nat og dag vandrer han rundt i min fantasis uendelige slette
med de glødende bjerge langt ned i horisonten …
og venter i stærk bevægelse på sin Rebekka;…”

Trier virkede selv som en af de patriarker, han levendegjorde for sine tilhørere, stemmen, holdningen, den vældige lidenskab og den favnende kærlighed, som med vulkansk kraft gav sig luft i en overvældende ordpragt, og et mageløst billedsprog.

Da Viggo Pedersen netop havde solgt “Solskin i dagligstuen” til Kunstmuseet, havde han nu økonomisk overskud til at gå i gang med et stort maleri. Hans store projekt. Han så for sig et stort billede af Isak i ørkenen, med inspiration fra Ernst Trier.

Billedet skulle være 225 x 350 cm stort, og han ville rejse til Palæstina, jødernes hjemland, for at finde et passende landskab. Hans ven, Joakim Skovgaard, var begejstret, og de havde en brevveksling om hvordan Viggo skal gribe det hele an.

Hvordan skal man overhovedet visualisere en religiøs tekst? Man forestiller sig noget, en scene når man læser en tekst. Men når man skal male den, bliver det åbenlyst hvordan man forestiller sig det. Det er ikke et indre billede, men noget vi kan se sammen med andre mennesker. Vores indre forestillinger bliver pludselig fælles, men dermed også til diskussion.

Viggo Pedersen skriver til sin ven Joakim Skovgaard, der er i Sverige: “Isak vil ikke lade mig i ro, tidlig og silde, nat og dag vandrer han rundt i min fantasis uendelige slette med de glødende bjerge langt ned i horisonten … og venter i stærk bevægelse på sin Rebekka; og snart knæler han, snart står han stille og spejder, snart strækker han armene ud imod det fjerne, dragende tog af kameler.” Viggo skriver også at han ikke kan finde en egnet model. Hvem kan visualisere, eller blot inspirere til Isak?

Jyllands ørken

Undervejs slipper hans penge også op. Og nu da han ikke kan komme til Israel, skriver han om billedets landskab, og om hvor han finder et egnet landskab, i Jylland eller “[…] I Sverige var måske stenet jordsmon, som jeg tænker mig det kunne være på overgangen mellem græsgangen og ørkenen, helt ned i sydspidsen af Palæstinas, hvor Isak da venter sin brud. […] Jeg har malet nogle farveskitser.”

Til Sverige som inspiration skriver Skovgaard: “Nej kjære Viggo! Ligefrem ørken, sandet ørken er her ikke, mon Jyllands klitter ikke er mere ørkenagtige. Jeg ved heller ikke at her er nogen Isak med et godt hoved, men Sarah er her, hvis det kan hjælpe dig, og Jakob med, så du ser, vi har da noget af familien.” “Sarah har du nu så nemt ved at få kig på heroppe, hun er stuepige her, men så har hun måske ikke tid til at sidde model.“

Han ender med at bruge inspiration fra Kullen, men det er ikke nemt: “[…] jeg ser kun en udvej: at give min fantasi helt frie tøjler og male landskabet, hvis stemning, jeg ikke kan undvære. Som en dybt glødende, alvorlig og højtidelig farvestemning, selvom den har mere rod i fantasien end i virkeligheden.”

“Lad os lukke vore Øjne op for,
hvad der lever om os og inden i os
og synge Glæden eller Sorgen derover ud, så det klinger.
Så må andre- især andre Tiders Slægter –
afgøre om det er kunst eller ej.“

Landskabet er dels fantasi, dels Sverige, og ikke mindst præget af Zahrtmanns farvebrug. Turen til Italien med Joakim Skovgaard har sat sig i hans maleriske bundklang.
Flere breve og overvejelser følger. “Et rædsomt mas med at finde en model.” Og han ender med at finde en professionel model Schunck, som både Skovgaard og Zahrtmann har brugt.

“Hvordan går det ellers med det billede, som skal forestille ham. Begynder du at få Rebekka i kikkerten?” Og så har Joakim lavet to karikaturtegninger i brevet. Viggo må kæmpe med billedet på flere planer og bliver færdig i 1890. De stærke farver, det gammeltestamentlige tema og størrelsen gav faktisk billedet en pæn omtale da det blev udstillet i 1891.

1895 åbner Frederiksborg Højskole med forstander Holger Begtrup, som kom fra Askov, og Ludvig Schrøder. Begtrup er i sin undervisning optaget af en billedlig fortælling om historie, og han købte måske derfor, maleriet år 1900 til højskolen. Begtrup havde også brugt maleren Niels Skovgaard til forskellige andre ting.

Begtrup udgav i 1905 et tidsskrift, Den danske Højskole. Her var det Niels Skovgaard der tegnede motivet fra folkevisen Harpens Kraft. Eller Villemand og hans brud. Siden titelbladet til Det danske folks historie i det 19. århundrede, hvor Skovgaard valgte et motiv fra Oehlenschlægers Guldhornene: Bonden der pløjer historien op af mulden. Det kan ikke blive mere nationalromantisk.

Kunsten lever videre

Niels Skovgaard flyttede i år 1900 til Hillerød, i huset Karlsberg. Her flyttede også Viggo Pedersen ind med sin familie. Begge malere og deres koner var involverede i højskolerne. De leverede malerier, grafik og skulpturer til højskoleverdenen. Viggo og Niels malede også en del smukke impressionistiske billeder fra deres lille kunstnerkollektiv i huset Karlsberg, der ligger ved hovedvejen ind til Hillerød. Begge kunstnere var arbejdsomme og ydmyge og midt i tiden, hvor Guldalderen var ophørt og modernismen begyndt. Den traditionelle kunst og den moderne kunne bringe en tvivl i deres sind, og hvor de stod kunstnerisk imod livets slutning.

Viggo skriver om sin usikkerhed: “Jeg vil nu prøve i Guds navn at male som hovedet sidder på mig og så lade udfaldet blive som det vil. Det gør jo ikke noget, hvis nogen finder det udueligt eller ringe; der er såmænd ikke spor grund til at blive bange for andre Dumrianer.”

Uden for Grundtvigs Højskoles foredragssal hænger Niels Skovgaards relief af Grundtvigs ansigt og indenfor sidder man og synger sange fra højskolesangbogen med Niels Skovgaards lille illustration på højskolesangbogens ryg, den sidder der stadig, selv om man skifter sangene ud.

Irma Mikkelsen har restaureret sit største maleri, og ”Isak møder Rebekka” hænger i stærke farver nede i højskolens gade. Viggo Pedersens maleriske projekt, med inspiration fra den karismatiske taler Ernst Trier, lever igen.

Til os, der står her nu som tilskuere, skrev Viggo Pedersen:

“Lad os lukke vore Øjne op for, hvad der lever om os og inden i os og synge Glæden eller Sorgen derover ud, så det klinger. Så må andre- især andre Tiders Slægter – afgøre om det er kunst eller ej.“