Hverdagen på Grundtvigs

Hverdagen på Grundtvigs er fyldt med fag, arrangementer og hygge, og du synker hurtigt ned i højskoleboblen sammen med alle de andre.

Hverdagen

Morgenerne begynder med morgenbuffet kl.8.00 og morgensamling kl 8.40. Morgensamling består af en fællessang fra Højskolesangbogen, og derefter har en lærer eller elev ordet i et kvarter og kan fortælle om alt muligt – en interesse, en oplevelse, en begivenhed eller noget helt fjerde. Intet er hverken for stort eller for småt.

Fra 9.00-16.00 er der undervisning med indlagte pauser, en lang frokostpause og nogle dage rengøring.

Når undervisningen er slut, bestemmer du selv, hvad du vil lave. Alle skolens faciliteter står til rådighed: både gymnastiksal, lydstudie, mørkekammer til fotofremkaldelse, musiklokaler, atelier, keramikværksted samt computerlokale med Adobe-programmer. Så hvis vil du styrketræne, spille musik, redigere film og foto, optage podcast, læse bøger eller lave keramik, er der mulighed for dette. Desuden har vi et stort græsareal med f.eks. fodboldmål og disc golf net.

Du kan også trække dig tilbage på dit værelse og f.eks. få en lur eller slappe af. Ellers vil du altid kunne finde nogen, der med på at gå en tur, spille spil i pejsestuen, se film, drikke kaffe i cafeen eller noget helt andet, det er kun fantasien, der sætter grænser.

Om aftenerne er der planlagte kultur- eller foredragsaftener to aftener om ugen. De andre aftener er der måske nogen, der foreslår, at I samles og ser en film, spiller et spil eller tager på en tur.

Weekenderne

Hver anden weekend er blive-weekend med tilhørende tema. Der vil være aktiviteter og eventuelle  foredrag og som regel slutter vi af med en fest lørdag aften.

I de fleste weekender kan du få besøg udefra.

De andre weekender er friweekender. Her er du velkommen til at blive på skolen, hvilket omkring halvdelen af vores elever plejer at gøre. Men du er også velkommen til at tage på udflugt eller hjem at besøge familie og venner udenfor højskolen.

Ganggrupper

Når du begynder på højskolen, bliver alle elever delt ind i ganggrupper. Der er otte ganggrupper i alt. En gang om ugen mødes jeres gruppe med jeres ganggruppelærer, og der er tid til at tale om, hvordan I har det, om I skal splejse til en stor fællesshampoo til fællesbadet eller tage på ganggruppetur sammen. Derudover er der ugentligt et stort fællesmøde, hvor alle på højskolen samles og gennemgår den kommende uges program og tager større ting op i plenum.

Vi inviterer kulturen ind

Onsdag er reserveret til Kulturaften. Her inviterer vi ofte bands forbi, tager i teateret, holder debataften eller laver vores eget lille kulturelle arrangement.

Vi har igennem årene f.eks. haft koncerter med Dahlin, Greta, Danser med Piger, Zar Paolo, Julias Moon, Katinka og mange flere.

Derudover tager vi jævnligt til København allesammen og besøger fx Operaen, Det Kongelige Teater, Aveny-T, DR’s Koncertsal eller tager i biografen. Du kan altid følge med i vores kalender. Nogle arrangementer er offentlige, der er folk udefra altid velkommen til at deltage.

Højskoleaften

Hver mandag aften holder vi højskoleaften, hvor vi inviterer foredragsholdere forbi højskolen. Af tidligere foredragsholdere kan nævnes fotograf Marie Hald, Lasse Dein, Jalal, Bodil Jørgensen, Sørine Gotfredsen, Sebastian Lynggaard, Glenn Bech, Emma Holten og Daniel Rye.

events
katinka
danser med piger grundtvigs højskole
Vestager magrethe grundvigs højskole