Grønland – hvad kommer det mig ved?

12/12/2022

Af Viceforstander Ditte Thomassen

Kalaallit Nunaat – Grønlændernes land, kaldte vi for et par år siden et kulturhistorisk sommerkursus på Grundtvigs højskole, og det skulle vise sig at være nok til at provokere en gruppe anti-woke Facebookbrugere, der begyndte at belære os kursusledere om arven fra Grundtvig him-self, der tilsyneladende nu måtte vende sig i graven.Vi havde egentlig aldrig villet en provokation ved at bruge grønlændernes eget navn for deres land, men i en tid hvor navnet på en is eller en konservativ politikers uheldige sammenligning med Afrika kan sætte følelserne i gang, burde vi måske have forudset det.

Kurset, der var arrangeret i samarbejde med Martine Lind Krebs og Martin Breum, er en del af et større projekt, vi på Grundtvigs højskole forsøger at løfte. Konkret har vi sat Grønland på skemaet som fag, som temadage og som sommerkursus, og så forsøger vi at få flere grønlandske unge til at tage på højskole.

Vores bevæggrunde for projektet er for det første, at vi mener, at danskere generelt kender for lidt til Grønland. Undervisningsministeriet fik lavet en større undersøgelse i 2019, der bl.a. viser, at der er en meget stor mangel på undervisning om Grønland i det danske uddannelsessystem. Den mest gennemgående kilde til elevernes viden om Grønland er fra undervisningen i 4.-6. klasse i grundskolen. Kun en tredjedel af gymnasieeleverne i undersøgelsen svarer, at Grønland har været på skemaet i gymnasiet.

Vi har et ansvar

Grønland er en del af rigsfællesskabet og dermed også en del af Danmarks historie og mulige fremtid. Derfor mener vi også, det er vigtigt, at danskere har en grundlæggende viden om landet.

En anden bevæggrund er, at vi oplever, at mange unge fra Grønland har det svært i det danske uddannelsessystem – et problem vi som højskole kan være med til at løse.

Der er et frafald på universiteterne på 27% blandt grønlandske studerende det første studieår. Meget tyder på, at det bl.a. skyldes manglende faglig formåen og selvtillid samt problemer med ensomhed og manglende netværk. Det, mener vi, er et samfundsanliggende, vi er forpligtet til at forsøge at rette op på, og samtidig er det måske ovenikøbet højskolens spidskompetence at tilbyde et fagligt højt niveau i trygge sociale rammer.

Den tredje bevæggrund er, at vi gerne vil have en mere mangfoldig elevsammensætning. De fleste af vores elever er fra den danske middelklasse, og det vil vi gerne ryste lidt op i. Mangfoldighed sætter gang i debatter, nye indsigter, bøvl og sjov og er en stærk drivkraft for højskolebevægelsens historiske påvirkning af den nationale sammenhængskraft.

Når det kommer til følelsen af samhørighed, angiver 12 procent af eleverne i føromtalte undersøgelse en stor eller meget stor samhørighed med grønlændere, 48 procent angiver nogen samhørighed med grønlændere, mens 40 procent oplever en lille eller ingen samhørighed. Der er generelt en tendens til positiv sammenhæng mellem menneskers vidensniveau og følelse af samhørighed med andre befolkningsgrupper.

Højskolen har igennem årene haft flere elever fra Grønland, men aldrig mere end et par stykker ad gangen. Ofte er det gået godt, og vi er ret sikre på at have sendt mange styrkede og glade grønlandske unge videre i livet og uddannelsessystemet, men vi er også ret sikre på, at mange har haft det svært hos os og at vi ikke har haft øje for deres trivsel, fordi de sjældent har henvendt sig til os med deres problemer, ensomhed og måske reel mistrivsel. Det vil vi have fokus på, når vi fremadrettet vil tilbyde højskolen som en base, der kan være grobund for at styrke faglighed, indsigt og selvtillid, samt danne forståelse, venskaber og netværk inden eleverne kastes ud i studielivet.

Vi lever i en tid, hvor vi som danskere mere og mere skal tage stilling til ting, der hidtil har virket ubetydelige for os: Vores hvidhed, vores privilegier, vores kulturelle og koloniale arv. Denne stillingtagen diskuteres især på sociale medier, som jeg også gengav i starten af artiklen her.

Sociale medier lægger sjældent op til en konstruktiv dialog, og sammen med danskernes tilsyneladende store vidensgab om det grønlandske samfund og Danmarks koloniale arv, er dette en cocktail, der ofte skaber kløfter og får debatter til at forstumme. Det bliver et demokratisk problem, men højskolebevægelsen kan være en del af løsningen.

Info:

Grundtvigs højskole har allerede fået tilkendt en pulje fra højskolebevægelsen (FFD) til at sætte projektet i søen, og derfor håber vi også vores bestræbelse på at sætte Grønland på dagsordenen vil lykkes i en tid hvor bølgerne på sin vis går højt, men der samtidig er larmende stille.

Hvis du ønsker at vide mere om projektet, har kontakter eller kommentarer du mener vil være gode for højskolen at kende, kan du kontakte Ditte Thomassen på: [email protected]

Læs mere om omtalte undersøgelse fra Undervisningsministeriet, som afdækker danske unges viden om Grønland.