Fra boomer til zoomer

08/12/2022

Af Bodil Chemnitz

”Ja, nu er jeg jo en gammel boomer…” Jeg kunne mærke, hvordan jeg pludselig blev tør i munden og mærkede nervøsiteten underminere min tro på mit projekt. Jeg stod foran alle eleverne på Grundtvigs Højskole Foråret 2022 og skulle til at bede dem om en stor tjeneste. Jeg fortsatte: ”Og jeg trænger til at blive lidt klogere. Bl.a. på woke-bevægelsen. Der er masser af ting, der bliver diskuteret i disse dage – og er blevet det de sidste par år – og jeg kunne godt tænke mig at vide noget mere om det. Ikke mindst, hvordan man allerbedst diskuterer de her ting. Det kunne være #metoo, minoritetsbehandling, identitetspolitik og humor. Og jeg vil gerne høre, hvad I mener.” Ville de lege med mig? Var de friske på at deltage i de diskussioner og interviews foran rullende kameraer? Eller var jeg vitterlig en gammel boomer, der på allermest kiksede vis gjorde moderne selvfølgeligheder til et mindre forskningsprojekt? Jeg var i allerhøjeste grad interesseret i at høre deres mening. Jeg selv har fødderne plantet solidt i 80’ernes mere ironiserende måde at være sammen på, husker den grovkornede danske TV-satire fra dengang, og synes at de nye stemmer i dag både kan være moraliserende og udskammende. Så derfor måtte jeg undersøge den nye bevægelse nærmere. 

 

Noget er forandret

Hvad f…. er det her wokeisme for noget? Og er vores elever woke? Og er vi lærere så ikke eller hvad? Og er hele denne nye diskussionskultur og debattone grunden til, at vi på højskolen de sidste par år, har oplevet nye konflikter? Typisk nye konflikter mellem kønnene og mellem ung og gammel.  

Eleverne var gavmilde og ville gerne lege med. Og jeg blev hurtigt en del klogere på, hvad de mente om de emner, wokebevægelsen især har kastet sig over. Undervejs tog de og mine kollegaer, der også stillede beredvilligt op, livtag med identitetspolitiske begreber som: cancel culture, safe spaces, #metoo, kulturel appropriation og krænkelseskultur. Vi debatterede humor, tonen i klasselokalet, udklædningsfester, hensyn og ytringsfrihed, fordeling af plads og taletid mellem kønnene og meget andet. 

Allervigtigst for mig var overvejelserne: Hvad gør vi, når kønnene eller generationerne eller temperamenterne clasher? Er vi som lærere og højskole gearet til at håndtere det? Hvordan finder vi en farbar vej igennem den gensidig bashing, der hurtigt kan opstå? 

Mit håb er naturligvis, at højskolerne tager debatten til sig og forholder sig til disse problemstillinger. At vi som højskolebevægelse magter at håndtere den problematik, der følger i kølvandet på ankomsten af en ny samværskultur. Jeg håber ikke mindst, at vi kan håndtere det mere konstruktivt end medierne og den politiske debat.  

For den TV-egnede diskussion er polariseret og konfliktsøgende, ikke løsningsorienteret og nuanceret. Men det kan den til gengæld blive på højskolerne.  

Har vi som højskolefolk reflekteret og diskuteret, hvor vi hver især selv står i en diskussionskultur, der for de fleste unge har ændret sig så meget? For at undgå rygmarvsreaktioner, der aktiveres af halve og hele sandheder, må vi gå mere omhyggeligt ind i begreberne, blive klogere på nuancerne og dermed blive mere afklarede med, hvad vi selv mener. 

Det handler om den gamle højskoleambition om at være ”et sted, hvor meninger brydes”. Uanset hvor man befinder sig i spektret fra woke til anti-woke, så må vi insistere på at uenigheden ikke er hverken farlig, pinligt eller et nederlag. Det er en af højskolens fineste opgaver at rumme uenigheden, ”at meningerne brydes”, uden at der udbryder krig. Vi skal altid modarbejde meningstyranni, uanset hvor den kommer fra. Så lander vi forhåbentlig et sted, hvor respekten går begge veje og nysgerrighed skaber gensidig forståelse.

p.s. Lad i øvrigt være med at bruge ordet boomer. Det er vildt boomer-agtigt…