Second Hand

Det miljøbevidste værksted

Fokus på genbrug er større end nogensinde, så på dette værksted får genbrugsmaterialer, gamle ting og sager, brugt tøj, tasker og alt muligt andet nyt liv.

Vi tager det gamle tøj fra klædeskabet, slidte eller gamle ting, der trænger til en kærlig hånd, kopper, glas og tallerkner, der er blevet kedelige, sågar møbler, du er træt af, og pifter det hele op i stedet for at smide det ud. Alle er velkomne til at medbringe deres gamle ting og tøj hjemmefra. Derudover tager vi på besøg i byens genbrugsbutikker og Nordsjællands loppemarkeder, gør nogle gode loppefund og tager hjem og giver dem den sidste forvandling.

Vi skaber nye ting med tekstilmaling, porcelæns- og glasmaling, lim, voks, stof, papir og saks, avispapir, gamle bøger, tie dye, skibslak, dåser, nøgler, knapper og alt mulig andet. Du vil blive præsenteret for forskellige arbejdsmetoder og teknikker, men du vælger selv, hvad retning du vil gå: fra den fede T-shirt til festivalen til et vildt kunstværk af genbrugsmaterialer.

Det er også det perfekte værksted at lave kostumer til karnevalsfesten eller den ultimativt personlige julegave til familien derhjemme.

Underviser: Bodil Chemnitz