Retorik

– skriv og hold taler, der virker

Vil du lære at blive hørt og husket, når du tager ordet? I valgfaget retorik arbejder vi med at skrive og holde taler, der fænger, flytter noget og bliver hængende. Faget er både for dig, der gerne vil finde modet til at sige noget højt, og for dig, der drømmer om at stå på en scene og mærke rummet lytte.

Vi øver os i et trygt fællesskab, hvor der er plads til at ryste på stemmen, grine af det, og opdage, hvor stærkt det føles, når ordene lander rigtigt. Faget er en legeplads for ord og argumenter, hvor du bliver klogere ved at prøve, fejle og prøve igen.

Vi skal blandt andet:

– Lære om retorikken fra Aristoteles’ tid til i dag

– Analysere taler og sammen finde ud af, hvorfor nogle går lige i maven

– Få konkrete værktøjer til at opbygge og holde stærke taler

– Øve os i at argumentere og stå ved det, vi mener

– Arbejde med kropssprog, nervøsitet og stemmeføring

– Skrive og holde en politisk eller personlig tale for de andre på holdet

– Give og få ærlig, konstruktiv feedback i et trygt rum

– Deltage i Røst, hvor I får muligheden for at stå foran et større publikum

De redskaber, du får i retorik, kan bruges overalt. Til jobsamtaler, morgensamlinger på højskolen, i debatter, til eksamen, i din madklub – eller når du skal holde tale til din vens bryllup.

Undervisere

Henrik Rasmussen & Mette Heister