Puls og styrke

Kom i bedre fysisk form med Puls og styrke

Vil du gerne i gang med at træne, eller er du allerede i gang, og vil du gerne fortsætte udviklingen?
Føler du dig til tider i underskud af energi, eller har du så meget, at det er svært at sidde stille?
Drømmer du om at sætte en ny personlig rekord, eller er målet at opleve en løbetur som sjov og tilfredsstillende?

Uanset hvilket udgangspunkt, du har, så er Puls og styrke faget, hvor du kan komme i bedre fysisk form, udvikle kendskabet til din fysik, eller bare bruge kroppen.

Træningsteori og praksis

I Puls og styrke skal vi arbejde med et bredt udvalg af træningsteori og praksis. Styrketræningen vil bestå af elementer fra forskellige træningstilgange som f.eks. gymnastik, crossfit og klassisk styrketræning. I løbetræningen vil vi arbejde med intervaltræning, løbeteknik, bakketræning, løb i forskelligt terræn mm. Det hele bliver blandet op med en position godt humør, og sammen skaber vi et motiverende fællesskab.

Den praktiske træning vil, udover på højskolens område, foregå rundt omkring i højskolens fantastiske omgivelser. Vi vil herigennem øge vores teoretiske og praktiske viden omkring træningen, også få et bedre kendskab til lokalområdet og dets mange muligheder.

Alle kan være med

Der stilles ingen fysiske krav til deltagelse. Vi kommer alle med vidt forskellige udgangspunkter, men fagets indhold bygges op så den praktiske og teoretiske undervisning, med hjælp fra deltagerne, kan foregå i et sjovt og inspirerende fællesskab. Træningen planlægges, så vi alle kan træne sammen, men samtidig opnå en individuel udvikling.

Formålet med undervisningen er at give deltagerne et bredt kendskab til træning i teori og praksis og derigennem skabe en indre glæde ved fysisk aktivitet.

Det eneste der behøves er træningstøj, sko samt god energi og vilje til at være med.

 

Underviser: Astrid Trige Demant