Konflikt
– forståelse og håndtering
Konflikter er overalt: i familier, i venskaber, i parforhold, i skolen, på arbejdspladsen og i samfundet.
Spørgsmålet er ikke, om de opstår – men hvad vi gør, når de gør.
Måske kender du det:
Du trækker dig fra konflikter for at undgå dårlig stemning.
Eller du går i kamp for at få ret.
Begge reaktioner er menneskelige – og begge ender ofte med, at ingen bliver hørt.
I dette fag træner vi en tredje mulighed:
At møde konflikten åbent med mod og nysgerrighed.
Det er her, forståelsen opstår og forandring bliver mulig.
Du får konkrete redskaber til at navigere i svære samtaler, uenigheder og spændinger både i nære relationer og i større fællesskaber.
Underviser
Underviser Søren Lerche er uddannet konfliktmægler og cand.mag. i kommunikation og kulturmøder. Han har i mere end 15 år arbejdet tæt sammen med unge i bandemiljøer og hjulpet dem med at navigere i konflikter – både internt i grupperne og i mødet med venner, familie, kommune og myndigheder. Denne erfaring bringer han direkte ind i undervisningen.
Sådan arbejder vi
Faget er aktivt, eksperimenterende og hands-on. Vi arbejder med:
- Konflikter fra dit eget liv og cases fra Sørens praksis
- Rollespil, hvor du selv prøver at stå midt i konflikten
- Analyse af, hvordan konflikter opstår, og hvordan de kan håndteres
- Særligt fokus på sprog: Hvad lukker en konflikt, og hvad åbner den?
Du bliver ikke uddannet konfliktmægler, men du får et solidt indblik i mæglingens metoder og en skærpet forståelse for konflikter som noget, der kan håndteres konstruktivt. Faget giver dig redskaber, du kan bruge resten af livet.
Underviser: Søren Lerche

