Temadag med Patina

22. april, 2026

Her får du en helt unik mulighed som elev på Grundtvigs Højskole: At møde og lave musik med frontpersonerne fra bandet PATINA!

Alle elever, der har Musik som A-fag, er med på denne temadag, hvor de tre frontpersoner Gregers, Søren og Mads vil holde et oplæg om deres produktioner og sange. I vil få et indblik i skabelsesprocessen, høre spor fra produktionerne, og der vil højst sandsynligt lande en røverhistorie eller to. 🙂

Derefter faciliterer bandet øvelser omkring sangskrivning og produktion hele eftermiddagen og vil sparre med jer musikelever løbende.

Til slut på dagen spiller bandet en lille minikoncert, helt intimt og akustisk, som alle skolens elever selvfølgelig skal høre.

Om PATINA

PATINA vandt KarriereKanonen i 2019, og singlen ‘Flammer Rammer’ blev P3’s Uundgåelige i januar 2020. Sangen endte med at blive den mest spillede på P3 det år. Samme år blev PATINA nomineret i kategorien P3 Talentet ved P3 Guld.
I 2021 udgav bandet debutalbummet ‘Drømmefanger’. Trods nedlukninger og restriktioner spillede PATINA 61 koncerter i 2021.
I foråret 2022 tog PATINA på endnu en danmarksturné med 20 koncerter i landets største byer. 2022 blev også året hvor PATINA igen udgav ny musik, og drejede deres udtryk i en mørkere og mere slagkraftig retning. Denne retning blev sat med singlerne ‘Langsomt Sind’ og ‘S.O.S.’, og den 17. juni udkom bandets andet album ‘GENSTART’, der siden fik en kæmpe revival som temasang til tv-programmet Hotel Romantik. Sommeren 2022 var pakket med 25 festivaloptrædener herunder Smukfest, Tinderbox, Jelling Festival og Musik I Lejet.
I efteråret 2022 spillede PATINA deres største tour i eget navn til dato. Bandet var at finde på landets største spillesteder til deres GENSTART TOUR, som kom forbi Store Vega i København og Train i Aarhus. I foråret 2023 fortsatte GENSTART TOUR i hele landet med tolv koncerter efterfulgt af endnu en festivalsommer.
2024 bød på udgivelsen af Uvejr – Del 1, samt en stor Danmarkstour i efteråret., og i 2025 færdiggjorde bandet Uvejr, deres 3. studiealbum. Singler som ‘Syg Den Dag’ & ‘Krystalklart Kaos’ er blevet spillet flittigt på P3 & P4.

Og nu kigger de forbi os på Grundtvigs!

Fotos: Kristina Rosendahl