Albert Sneppen – Sorte huller – Offentligt foredrag

19. maj kl 19:30 - 21:00

Albert Sneppen fortæller om en finurlig kosmisk eksplosion, der kom fra to stjerners kollision i en fjern galakse. I dagene efter sammenstødet lyste stjernerne op med intensiteten af en milliard sole, skabte de tungeste grundstoffer i den periodiske tabel og fødte et lillebitte sort hul.

Ny forskning har nu afsløret, hvordan det her kosmiske trafikuheld har set ud. Det kan lære os om fysikkens love i et af universets mest ekstreme miljøer, om oprindelsen af tunge atomer og måske afsløre alderen på hele universet.

 

Astrofysiker Albert Sneppen (f. 1998) er allerede en anerkendt forsker, som har udgivet talrige artikler i førende internationale tidsskrifter, herunder “Nature” og “The Astrophysical Journal”. Hans forskningsresultater har rejst verden rundt og har belyst nogle af universets store, uløste gåder.

I juli 2021 publicerede han sin forskning i en matematisk formulering af, hvordan lys afbøjes og indfanges omkring sorte huller eller andre massive objekter i rummet og derved kan komme til at fungere som en spejlning af Universet. Spørgsmålet om, hvordan lyset afbøjes nær sorte huller, har været en uløst gåde for forskere i flere årtier. Sneppens formel skabte øjeblikkelig international opmærksomhed.

Albert har været udvekslingsstudent ved Caltech i USA, han har en kandidatgrad i astrofysik fra Niels Bohr Instituttet, og han er nu ph.d.-studerende på The Cosmic Dawn Center og Niels Bohr Instituttet, hvor han forsker i neutronstjernekollisioner, galakseudvikling og kosmologi.

Læs interview med Albert Sneppen her

 

Køb billet her

OBS: Det er ikke muligt at købe billet i døren.