Sange fra Byens Hjerte
Vi inviterer vores elever ind i teatret på Østre Gasværk til forestillingen Sange fra Byens Hjerte.
TEATERKONCERT KØBENHAVN – SANGE FRA BYENS HJERTE er en varm kærlighedserklæring til København og byens rige musikalske historie. Her vil de danske stjerner Stine Bramsen, Kira Skov, William Torp, Sharon Kumaraswamy, Lo Ersare (Lucky Lo) og Bjørn Fjæstad gå på scenen med deres personlige fortolkninger af ikoniske hits som Copenhagen Dreaming af Love Shop og Copenhagen af Tina Dickow.
Men forestillingen indeholder også helt nyskrevne sangnumre om København. De medvirkende har nemlig hver især fremtryllet et splinternyt nummer, som er skrevet specielt til forestillingen. Samtidig bliver det allerførste gang, publikum får fornøjelsen af et band, hvor flere af medlemmerne består af musikalske multitalenter fra Østre Gasværk Teaters Musikteaterlandshold som Julie Møller Christiansen (GRO).
De rå og karakteristiske rammer på Østre Gasværk Teater indbyder i den grad til koncertteater, hvor musikken og de allerdybeste følelser kan fylde. Teatrets avancerede teknologi TheatreMax® vil udvide teateroplevelsen og trække publikum helt ind i universet gennem både visuelle og auditive elementer. Der venter med andre ord en spektakulær forestilling i den gamle gasbeholder på Østerbro, når paraden af numre om København smelter sammen med teatrets magiske rum.