Oplev P3 Guld live

16. oktober

DR er endnu engang klar til at hylde den nye, danske musik ved det store ’P3 Guld’-show direkte fra Koncertsalen i DR Koncerthuset, og Grundtvigs højskoles elever er inviteret med som publikum! ’P3 Guld’ har tidligere hyldet store navne som Aphaca, Lamin, Artigeardit og Tobias Rahim, der alle sammen er tidligere vindere af den prestigefyldte musikpris ’P3 Prisen’.

Nu er det tid til at hylde de næste store musikstjerner i rækken, når DR inviterer til den årlige musikfest, hvor der udover den traditionsrige ’P3 Prisen’ også uddeles ’P3 Lytterhittet’ og ’P3 Talentet’.

’P3 Guld’ sendes direkte, og seks danske artister vil i løbet af aftenen indtage scenen i Koncertsalen i DR Koncerthuset. ’P3 Guld’-festen hylder ikke kun de etablerede danske musiknavne, men sætter fokus på de nye stjerneskud, der kommer til at tegne dansk musik i fremtiden. Flere af dem optræder under showet.

Eleverne fra Grundtvigs Højskole er med som publikum i forreste række, og vi garanterer en festlig aften med masser af god musik!