Marie Hald

Kropsaktivisme, tabuer og sårbarhed finder vej til Danmarks Nationale Portrætgalleri

Fotojournalist Marie Hald gør op med stigmatiserende og uopnåelige skønhedsidealer. Med sin tilgang til det fotografiske håndværk åbner Marie Hald for det sårbare i at være menneske. Hun skyder tilbage i forhold til kropsidealisme og en perfekthedskultur, hvor de færreste passer ind, og bruger sin aktivistiske stemme til at bryde tabuer om sårbarhed, selvhad og angst. Marie Hald taler højt om at have det svært, giver minoriteter en stemme og åbner vores øjne for andres og egen kamp.

Kendte såvel som ukendte danskere bliver i ’Udstillet’ en del af en strømning, der ændrer samfundets syn på krop, normalitet og perfektionisme. Marie Hald viser, med en række selvportrætter, sin egen sårbarhed og sætter sig selv i spidsen for århundredets velfærdskamp. Tykaktivister, anorektikere – kvinder i alle aldre og størrelser, mænd og børn får sammen med Hald plads i Danmarks Nationale Portrætgalleri – side om side med personer, der før dem er gået forrest og har skubbet samfundet i en ny retning. ’Udstillet’ handler om at have tilladelse til at være til og være den, man er.

”Fotografi kan gøre en forskel – åbne vores øjne og ændre den måde, vi ser på hinanden og os selv på. Det er mit største håb, at alle skal føle, at der er en ’plads til mig’,” fortæller Marie Hald om baggrunden for portrætter og udstilling på Frederiksborg Slot.

Med sin første soloudstilling på dansk jord, slår Marie Hald fast, at hun er en af de mest toneangivende kvindelige fotografer i Danmark, og at hendes fotografier skaber en nødvendig dialog.