Koncert med Gunge

13. maj, 2026
Med udgangspunkt i personlige erfaringer fra et bittersødt og turbulent ungdomsliv skriver Gunge ærlige sange på dansk, båret frem af et finurligt og billedligt sprog, der rummer både melankoli og selvironi.

Gunge startede sin musikkarriere i et lille, indelukket kælder-studie på Østerbro. I mødet med et hiphopkollektiv, som gerne ville bruge hende til hooks, fandt København-baserede Gunge ud af, at alt i musik ikke behøvede at være poleret, og at box-rødvin og hjemmerullede smøger også kan høre hjemme i et godt pop-hook. Senere fandt hun et musikalsk samarbejde i medproducer og artist Daniel Joy, der kunne spejle hendes fascination af popmusik i en version, som kan være præcist lige så hårdtslående og emotionel som hiphoppen.

Med debutudgivelsen ’Ambulance’ visualiserer Gunge et klassisk ungdomsscenarie om at blive valgt fra for en anden, sat i Københavns gader. Singlen fik medfart i både radioen, på playlisteplaceringer og med fine omtaler fra blandt andet Politiken og Soundvenue, hvor sidstnævnte omtalte sangen som ”en ørehænger af den slags, man ikke kan tage fejl af”. Også anden single ’4. sal’ fik en god start med premiere på P4 og Soundvenue, samt flotte ord i både GAFFA og Politiken. 

Live skaber Gunge en intens og nærværende oplevelse, hvor hendes stærke vokal og dynamiske band forvandler hendes sange til noget større. Hendes debut på bl.a. support tour for Ella Augusta har allerede tiltrukket opmærksomhed, og på årets SPOT Festival blev hendes koncert fremhævet blandt Soundvenues højdepunkter.

Nu kommer hun til Grundtvigs Højskole og laver en intimkoncert for højskolens elever.

OBS: Det er en lukket koncert udelukkende for højskolens elever