Fotograf Mads Nissen
Mads Nissen er en af Danmarks mest markante og prisvindende dokumentarfotografer.
Intimitet og nærvær kendetegner hans arbejde, som sætter fokus på vor tids store globale udfordringer såsom ulighed, manglende menneskerettigheder og vores destruktive forhold til naturen.
Hans tilgang til de fotografiske genrer, æstetik og fortælleformer er ofte nyskabende og eksperimenterende, og hans arbejde ses i danske og internationale publikationer (TIME, Financial Times Magazine, Le Figaro Magazine, Internazionale, Der Spiegel ect.), såvel som til solo-udstillinger og i hans prisvindende bøger.
Mads Nissens er uddannet fotojournalist (DMJX) i 2007, herefter arbejdede han som freelancer bosat i Shanghai, og har siden 2014 været fastansat fotograf på Dagbladet Politiken.
Han har tre gange modtaget hovedprisen i World Press Photo og blev i 2023 udnævnt som ‘Årets internationale fotograf’ (POY). Hans arbejde er blevet hædret med omkring 100 priser internationalt og i Danmark, og ved det danske Årets Pressefoto har han blandt andet modtaget hovedpriserne Årets Pressefoto tre gange (senest i 2025) og Årets Fotograf fire gange.
Han har udgivet tre bøger og arbejder i øjeblikket på projektet ’Sangre Blanca – The Lost War on Cocaine’, om de menneskelige konsekvenser af den globale kokainhandel.
OBS: Det er et lukket arrangement kun for skolens elever

Foto: Mads Nissen

