Debatindlæg: Se potentialet!
13/04/2023
RØST fylder Operaen med unge stemmer
4 af vores elever på A-faget Politik deltog den 31.marts i RØST i Operaen. RØST er en talerskole hvor der gives plads og styrke til de unges stemmer i den offentlige debat. RØST er drevet i tæt samarbejde med Vallekilde Højskole og Ungdomsbureauet.
Røst og Det Kongelige Teater har skabt en hyldest til det talte ord, hvor vi bliver klogere og ser de udfordringer ungdommens generation står over for.
Hvad giver den unge lyst til at råbe op eller til at sige tak? Og hvad får nutidens unge til at rejse sig og bruge deres røst til at skabe forandring?
Aftenen løb af stablen med Emma Holten og Moussa Mchangama som værtspar hvor der udover taler blev synges højskolesange, lavet interviews og spillet koncerter af Jada og Isam B samt komponist Marianne Søgaard, operasanger Elisabeth Jansson og harpenist Angelika Wagner
Talerne kom bl.a. fra Silkeborg Højskole, Vallekilde Højskole, Uldum Højskole og Grundtvigs Højskole samt gymnasiet GUX Nuuk i Grønland.
Vi vil løbende publicerer 3 elevers debatindlæg.
Se potentialet! af Malte Gabel Preuss
I dag vil jeg fortælle jer en historie om min barndomsby. Jeg er vokset op i den lille vestjyske stationsby Tistrup. Byen har godt 1400 indbyggere, alle kender hinanden, og fællesskabet er konkret og stærkt. Det kom til udtryk, da ejeren af det lokale fitnesscenter trak stikket. Byen blev efterladt i chok, for hvad skulle der nu ske? Hvilken betydning ville det få, hvis man skulle tage den 13 km lange tur til Varde for at træne? Ville folk i Tistrup nu dyrke mindre motion? Efter mange bekymringer viste fællesskabet sig heldigvis fra sin stærkeste side: en flok lokale ildsjæle sluttede sig sammen og reddede fitnesscenteret. Alle indbyggere – inklusiv mig – kunne ånde lettet op, for en del af byen blev bevaret. En del af byens sjæl. Et vigtigt referencepunkt.
Det er et eksempel på, at de unikke sammenhold i Udkantsdanmark, randområderne eller Den Rådne Banan om man vil, ikke skal undervurderes. Sådan en historie fortjener mere anerkendelse, for vi skal se mulighederne i de små byer i stedet for konstant at fokusere på begrænsningerne. Se den nærhed og interesse for hinanden, der eksisterer her. Den ydmyghed og hjælpsomhed, der gennemsyrer lokalsamfundene. Modsat storbyerne. Her er der en tendens til overfladiskhed og selvcentrering, hvor enhver sejler sin egen sø, og ingen rigtigt kommer hinanden ved. Blot en simpel gestus som et hej til en forbipasserende føles fremmed og påtrængende for jer.
Men lad os vende tilbage til den lykkelige historie om fitnesscentret. Det er en af de eneste succeshistorier fra Tistrup de seneste år – bortset fra lokale Anne Tirstrups flotte finaledeltagelse i Den Store Bagedyst. For siden jeg var barn, har min by ændret sig markant – i den negative retning. Den ikoniske hindbærtærte fra bageren, som vi ofte fik til fredagshyggen, findes ikke længere, og det er snart ikke muligt at gå i Bruhn og købe nyt tøj. Midtbyen risikerer at få det endelige dødsstød, hvis planerne om at flytte Brugsen ud til den trafikerede hovedvej bliver vedtaget.
Det piner mig at se min by i forfald. Det er desværre en naturlig konsekvens af den velkendte fordom om, at der ikke sker en skid. At vi kører traktor til skole. At der ingen fremtidsmuligheder er.
Jeg tror på lokalsamfundene.
Men vi har brug for at tale de små byer op i stedet for at være nedladende eller totalt ignorere alt uden for Hovedstadsområdet. Den jordnære og hjælpsomme ånd, der eksisterer i en by som Tistrup, er nemlig forfriskende i en gradvist mere stressende og fremdriftsliderlig verden. Og den ånd kunne I lære af i de store byer! Lad os se potentialet i dag!
