Da krigen kom til Grundtvigs Højskole

Den tyske besættelse af Danmark den 9. april 1940 blev en såkaldt ”fredsbesættelse”, hvor landet fortsatte som et uafhængigt land, men hvor den officielle kontakt blev forhandlet mellem Danmark og Tyskland på udenrigsministerplan. Modsat besættelsen af Holland og Belgien hvor der blev oprettet en ren tysk forvaltning, var det i Danmark fortsat de danske myndigheder, der havde det formelle ansvar ligesom det politiske system helt ned til de lokale sogneråd stort set fungerede uantastet.

Derfor blev de første tyske tropper, der ankom til Hillerød søndag 14. april også indkvarteret efter kommunens retningslinjer på Hotel Kronprinsen på Torvet. Et særligt udvalg bestående af personer fra de to kommuner: Slotssognet og Hillerød købstadskommune havde i hast udarbejdet indkvarteringsplaner omfattende byens hoteller, pensioner, de to missionshuse og højskoler. Desuden var der ved købmænd og vognmænd gjort klar til opstaldning af lidt over 110 heste med oppassere.

Mandag 15. april foretog kommunaldirektøren og en tyskkyndig medarbejder ved kommunen sammen med en tysk løjtnant inspektion af Grundtvigs Højskole og Luthersk Missionsforenings Højskole. Nogle dage senere blev der anmodet om, at begge skoler skulle levere 50 madrasser til Værnemagten.

På begge højskoler begyndte sommerskolen 2. maj og en beslaglæggelse kom ikke på tale. De følgende år forløb besættelsen stort set uden andre gener end omfattende rationering og vareknaphed.

Trods sit svage helbred holdt Grundtvigs Højskoles forstander C. P. O. Christiansen mange foredrag rundt om på Sjælland og man må sige, at han ikke lagde fingrene imellem. I vinteren 1941-42 kom Kaj Munk på lynvisit og læste sit nye skuespil om Niels Ebbesen og C. P. O. kunne godt en sen aftentime gennemgå nye illegale blade med interesserede elever.

I Fridlev Skrubbeltrangs bog Den danske Folkehøjskole (1946) skriver han, at højskolens arbejdsvilkår blev forringet, men blev alligevel langt bedre end man havde turdet forvente efter flere års besættelse.

Forstander Th. Arnfred, Askov, som var formand for de danske højskoler, sagde i sommeren 1945: ”Det var næsten ydmygende så lidt tyskerne brød sig om, hvad der blev sagt i forsamlingshuse og fra højskolernes talerstole. Selv de voldsomste ord synes nogenlunde farefri for taleren”.

Første rigtige højskolelov fra 1942

Det bør også nævnes, at under de to første år af besættelsen sad den radikale Jørgen Jørgensen som undervisningsminister, inden han af tyskerne blev tvunget over som indenrigsminister. Jørgen Jørgensen havde tidligt talt om en folkelig front for dansk sindelag og ansvarsforståelse. På det punkt virkede han for de samme synspunkter som C.P.O. Christiansen, der gerne talte om det folkelige Norden.

Således fik Jørgen Jørgensen i sommeren 1942 gennemført en historisk skelsættende lovgivning, der omfattede højskoler, landbrugsskoler, efterskoler, aftenskoler, ungdomsskoler for ufaglærte samt husholdningsskoler med ordene: ”Folkeoplysning er vort folks største løftestang”. Den nye højskolelov gav øget statsstøtte til elever, tilskud til lærerlønninger og bygningstilskud samt lån til højskoler, der ønskede at overgå til selvejende institutioner.

Bruddet 29. august 1943

Med folkestrejkerne og regeringens nej til samarbejdet med tyskerne den 29. august 1943 begyndte værnemagten en ny kurs. Det danske forsvar blev afvæbnet og interneret, og ledende danske kulturpersoner blev anholdt som gidsler. Således mødte tyske soldater op for at anholde forstander C. P. O. Christiansen på Grundtvigs Højskole, men han var i Sverige. Da han kom tilbage til Helsingør ringede han hjem og blev advaret. Han ignorerede det og blev taget til fange på Hillerød Station og ført til Horserødlejren, hvor tyskerne internerede ca. 120 kulturpersoner. Under forhøret sagde tyskerne: ”Han er ideologen for det nordiske arbejde! Før ham ud!” C. P. O. blev frigivet efter tre uger. I Horserød sad han sammen med forstander Robert Stærmose fra Støvring Højskole. Forstander Hans Lund, Rødding Højskole, blev anholdt samme dag og sad som gidsel på Haderslev Kaserne.

Hitler sender civile og sårede til ”Speisekammer Dänemark”

Grundtvigs Højskole undgik beslaglæggelse indtil krigens sidste måneder. Efter Hitlers ”Führerbefehl” 4. februar 1945 om at evakuere alle tyske ”folkefæller” fra de østlige områder til Tyskland eller Danmark opstod en helt ny situation. Nu var det ikke Værnemagten men civile flygtninge, der blev problemet.

Fra marts til maj ankom der godt 250.000 tyske civile flygtninge hovedsagelig kvinder og børn. Størsteparten kom med skib fra Ostpreussen (Kaliningrad-området) eller Danzig (Gdansk). Omtrent 30.000 af disse ”bådflygtninge” kom aldrig frem, men druknede efter torpedering eller bombninger i Østersøen.

I marts og april 1945 blev de beslaglagte højskoler tømt for værnemagtssoldater, der skulle hjem for at deltage i kampen om Berlin. I stedet modtog man flygtninge. Derudover blev flere hovedsagelig store højskoler beslaglagt til flygtninge-indkvartering. Værnemagten skulle sørge for forplejning og lægehjælp til flygtningene, medens de danske myndigheder efter tysk ordre skulle finde indkvarteringssteder.

I de samme to måneder ankom godt 100.000 syge eller sårede værnemagtssoldater samt soldater og civile flygtninge hovedsageligt fra andre lande. Disse forlod dog Danmark i løbet af sommeren 1945.

Flygtninge til Hillerød

Af de godt 2.000 tyske flygtninge, der kom til Hillerød blev 520 indkvarteret på Grundtvigs Højskole og 337 på Luthersk Missionsforenings Højskole, og resten blev fordelt på mindre indkvarteringssteder.

Vinterskolens sidste dag blev mandag den 26. marts 1945. Forstander C. P. O. Christiansen var syg ”under jorden”, og det var hans kone Margrethe Christiansen kaldet ”Pip”, der modtog den tyske oberleutnant Schöne. Han ønskede, at skolen var klar til at modtage 500 flygtninge om onsdagen kl. 12. Eleverne gik straks i gang med at pakke og fik skolens vigtigste løsøre kørt ud til naboer og venner omkring Ullerød. Om aftenen samledes elever og medarbejdere til afslutningsforedrag ved fru ”Pip”. Hun fortæller: ”Det var meget mærkeligt at stå under silkefanen og tale til alle skolens folk, fra gamle Ole Jensen til karlene og vor lille dreng Jens Carl og vide, at det var sidste gang før de store begivenheder, der vil bestemme vor fremtid. Bagefter havde vi en festlig sammenkomst i spisesalen, hvor vi tog afsked med hinanden. Der blev holdt taler og vi sang mange gode sange og sluttede med ”Danmark i tusind år”. Da var kl. 24 og jeg begyndte at ordne de vigtige ting, tømte pengeskabet for skolens papirer og rationeringskort og gøre mit kontorskab klart. Imedens pakkede elever og lærerne sit. Kl. 4 mødtes vi alle til morgenmad og morgensang og jeg fik sagt farvel til hver enkelt elev. Kl. 5 rejste de fleste, men 20 elever blev for at hjælpe os.”

Lærerne havde fået foreløbig husly nær skolen, men lærer Bruun skulle med hustru og tre børn flytte til et sommerhus i Liseleje. De blev hjulpet afsted i to vogne, den ene med brændsel og fødevarer. Før de kørte, samledes man dog ovre i kirken og hvor de fik deres næsten nyfødte dreng døbt.

Om eftermiddagen tirsdag den 27. marts ændredes tidspunktet for flygtningenes ankomst til samme dags aften, og der kom 50 tyske soldater, der skulle være behjælpelige med at gøre klar til flygtningene, der var på vej med toget fra København.

Der blev strøet halm i gymnastiksalen og skolestuerne, så nogle kunne sove her, mens de mere heldige fik overladt elevværelserne. De nye beboere tog straks alle bygninger i besiddelse – også udhusene, som de efter aftalen ikke skulle have adgang til. Men de rykkede uden videre ind. I svinestalden spiste de svinefoderet og i hønsehuset tog de alle æg. Ved ankomsten var mange gamle, syge og børn underernærede og påvirket af den dramatiske flugt. Det kan derfor ikke overraske, at dødeligheden var stor. Ikke mindst i krigens sidste dage, hvor Værnemagtens forplejningsansvar brød totalt sammen. Der findes ikke oplysninger om antal døde på højskolen, men en del blev begravet på Nyhuse kirkegård og andre fandt deres sidste hvilested i Tjæreby.

Den danske flygtningeadministration

Med Tysklands kapitulation overgik flygtningeadministrationen til de kommunale luftværnschefer ved Statens Civile Luftværn, som herefter skulle stå for forplejning, medicin, lægehjælp og indretning af bygninger og lejre. I praksis blev CBU (Civilbeskyttelsestjenestens Udrykningskolonne) ofte hjulpet af frihedskæmperne. Lejrene blev omgivet af pigtrådshegn og ingen flygtninge måtte færdes uden for højskolens område.

Men indenfor lejrområdet lå den tidligere lærer Ole Jensens hus, som familien beboede, og på første sal var lærerparret Inger og Emil Pedersen indlogeret. Inger fortæller således om, hvordan Ole Jensens voksne datter Asta begyndte at hjælpe børnene på højskolen. Hun gav dem papir til at lave flyvere og plukke hyldebær, som blev kogt af flygtningekvinderne i skolens køkken for at sikre børnenes vitamintilskud. Inger Pedersen var katolik og sørgede for, at der blev indrettet et lille kapel under forstanderlejlighedens veranda, hvor der også var gudstjenester. Inger havde også svært ved at skulle makke ret; underforstået ikke være for venlig overfor de tyske flygtninge. Hun har fortalt om, at ret mange mennesker i skolens omegn på forskellig vis søgte at mildne kårene for de fremmede. Der blev oprettet et velfærdsudvalg, som skulle sikre flygtningene en bedre kost end den som reglementet foreskrev. Der blev også skaffet træ og redskaber til træarbejde, som de voksne kunne lave legetøj af til børnene. Ved juletid i 1945 blev skolens naboer inviteret til at se en udstilling af det legetøj, som man havde lavet. Sindrige stykker legetøj med snoretræk eller andre ting var rene kunstværker. Der var fundet plads til udstillingen på det lave loft i den bygning, der rummer foredragssalen. P. O. Christiansen havde regnet med at få frigivet højskolen i løbet af sommeren 1945, men det trak ud. Med hans gode kontakter i Sverige forsøgte han at arrangere vinterskole fra januar 1946 på Foreningen Nordens ejendom ”Bohusgården” ved Uddevalla. Men før jul kom der afslag fra Nationalbanken om valutaeksport eller om at tage lån i Sverige.

Højskolens frigivelse

En af de sidste dage i den kolde februar 1946 modtog C. P. O. Christiansen telefonisk besked om, at flygtningene var rejst og at man selv måtte passe på, at varmeapparaterne ikke frøs til! For selv om skolen ikke var frigivet, havde CBU-vagterne forladt stedet.

Nu forestod der et større oprydnings- og rengøringsarbejde. Pedel Thorvald Henningsen skyndte sig at få fyret i gang og sat fuld varme i alle de fugtige og nedslidte lokaler. Flygtningene havde ikke ødelagt bygningerne med vilje, men da over 500 mennesker har boet i et år, hvor der er plads til 150 var nedslidningen markant. Overalt var der slået søm i væggene, hvor folk kunne hænge deres klæder og når alle disse mennesker et par gange om dagen stod i kø i deres træfodtøj gennem spisesal, anretterværelse, køkken og bryggers kan ingen gulve holde til det. Det var med at få fat i håndværkere til en større renovering. Men først skulle der desinficeres inden håndværkerne kunne komme i gang. I løbet af april begyndte flyttevognene at komme fra de 13 steder, hvor gode venner, havde huset ting fra højskolen. Der kom flyttelæs med møbler, køkkenudstyr, porcelæn, sengetøj, bøger, gardiner og andre tekstiler. Ja, det sidste flyttelæs fra Harløse kom og læssede af bag skolens veranda, mens de nye elever blev modtaget i gården.

Højskolevirksomheden på Grundtvigs Højskole blev genoptaget den 3. maj 1946. Her mødte 147 unge kvinder op til en højskolesommer i Hillerød. Heraf var der syv norske og to svenske elever. Årsdagen for befrielsen blev fejret 4. maj med levende lys i vinduerne og en kort gudstjeneste i den lille valgmenighedskirke, fra 1971 Ullerød kirke. Det blev nok en spartansk sommer, men med store glæder over højskolefællesskabet og den genvundne frihed.

Litteratur: Årsskrifter fra Grundtvigs Højskole Frederiksborg 1940-46,

C. P. O. Christiansen – en mindebog, Samlerens Forlag 1952,

Lokalhistorisk Forening i Hillerød medlemsblad 1993-3: Anton Mariegaard: Flygtninge på Grundtvigs Højskole,

Bjørn Verstege: Da tyskerne kom. Forlaget Ursianna 2007,

Højskolehistorisk Forening: Da krigen kom til højskole – om beslaglagte højskolers vilkår 1940-46. netudgave på hojskolehistorie.dk

Samtaler i 1995 med Inger Pedersen og i 2023 med hendes døtre Anna Marie og Hanne.