Vores egen Henrik Rasmussen udgiver ny roman: ’Tilbage til Paradiset’

03/11/2026

Vores egen underviser i Skriveværksted og Litteraturens klassikere, Henrik Rasmussen, udgiver ny roman: ’Tilbage til Paradiset’

Hvad hvis et barn, som ingen havde ord for i 1970’erne, var vokset op i dag? Det spørgsmål står i centrum, når Henrik nu udgiver sin anden roman. Kortromanen ’Tilbage til Paradiset’ udkom 29. oktober på Brændpunkt Zenit.

Et gensyn, der vækker minderne
Tobi støder tilfældigt ind i en barndomsven på gaden. De har ikke set hinanden, siden de var børn i Paradiset, og mødet slår Tobi ud af kurs. Langsomt begynder han at huske det, han havde fortrængt: det, han var en del af, det, han ikke forstod, og det, han mistede.

En fortælling om venskab, svigt og mod
’Tilbage til Paradiset’ handler om at vokse op med vanskeligheder, som de voksne omkring én hverken ser eller kan sætte ord på. Det er en roman om venskaber, om at måtte svigte andre for selv at klare sig, og om at turde elske på trods af angsten.

I dag ville et barn som Tobi sandsynligvis være blevet udredt og have fået en psykiatrisk diagnose. Romanen spørger, om det ville have gjort en forskel, og minder os om, at en diagnose sjældent fortæller hele historien om et menneske: de relationer, der former os, de svigt, vi oplever, og de strategier, vi udvikler for at overleve.

Om Henrik
Henrik Rasmussen (f. 1964) har tidligere skrevet bøger om Federico García Lorca og André Gide og debuterede som romanforfatter med ’Jeg ved faktisk ikke hvorfor jeg er her’. Til daglig underviser han i litteratur og kreativ skrivning her på Grundtvigs.

Læs mere om bogen hos Forlaget Brændpunkt: https://xn--brndpunkt-h3a.dk/index.php/product/tilbage-til-paradiset-af-henrik-rasmussen/