Svandís stresser ikke over sine drømme

Vi møder Svandís Bjarnadóttir til en tegnetime på højskolen. Maleri- og tegnelæreren er i gang med et foredrag om tegneserier, før eleverne selv skal kaste sig ud i genren. Det har allerede varet i en halv time, og flere af de andre elever rører uroligt på sig. En pige ligger med hovedet hvilende halvhjertet på ryglænet. Eleverne venter på selv at få lov til at tegne.

Det gælder også Svandís. Med ret og rank ryg siddende på forreste række lytter hun opmærksomt til malerilærerens ord. Kun en lille rastløs vippen med den ene fod afslører, at Svandís mærker utålmodighedens uro. Hun vil i gang.

Da oplægget er slut, trasker eleverne i ivrig snak ned ad trapperne og over i atelieret. Her sætter de sig sammen med deres familiegrupper, og nogle kaster sig med fornyet energi ud i ivrige samtaler, mens andre bøjer sig ned over deres papir og møjsommeligt går i gang med at udforme en disposition til deres tegneserie.

Svandís gør det sidste. Blyanten tøver kort over papiret, mens Svandís omhyggeligt overvejer sin næste streg. Stilheden sænker sig sagte omkring bordet. De sidder alle i en tavs, næsten meditativ, koncentration. En gang imellem beder nogen om rettelser eller laver en joke. Svandís smiler ofte rundt til sine højskolevenner.

Vil ikke stresse sig selv 

Når vi spørger ind til Svandìs’ drømme, fortæller hun, at hun synes, det er et svært spørgsmål at svare på, fordi spørgsmålet rummer så meget. Hvad vil du være i fremtiden? Vil du have børn? Hvor ser du dig selv i fremtiden?

“Sådan tænker jeg slet ikke”, siger hun.

Svandis’ drømme kredser ikke om det konkrete, som fordrer planlægning af en bestemt vej og bestemte beslutninger. For Svandis vil ikke stresse sig selv over, hvad hun vil, og hvordan hun vil komme dertil.

“Jeg bliver ikke stresset af, hvad jeg skal vælge eller beslutte mig for. Vi kender alle de typer, som ikke kan træffe beslutninger i deres liv, men jeg tror, at jeg er god til det.”

Der fornemmes i Svandis beslutningstagen et element af, at hun ikke gør sig meget i at fortryde de beslutninger, hun tager.

“Selvom du tænker ‘aahr, jeg fortryder det her’, så må du blive i det og forsøge at få det bedste ud af det, synes jeg”.

Hun udstråler en ro omkring sig selv og de beslutninger, hun tager, og som dermed også præger hendes måde at drømme på – nemlig på en meget åben og imødekommende måde.

“Det er bare en god ting at fortælle til sin bedstemor”

Svandís har maleri som hovedfag, og hun valgte netop Grundtvigs Højskole for at dyrke kunsten. Når man spørger Svandís, om hun gerne vil være kunstner, er svaret et beskedent og usikkert ja. Måske man kan beskrive Svandís som en jordbunden realist. Hvis hun kan komme på kunstskole og blive kunstner, så vil hun gerne det, men det er ikke den vej, Svandís umiddelbart regner med at gå.

Hun er endnu ikke helt sikker på, hvad hun vil læse, men hun ved, at hun gerne vil læse på universitetet. Når familie og venner spørger Svandís, hvad hun vil uddanne sig til, svarer hun ofte, at hun gerne vil læse islandsk eller historie. Men det er bare de to muligheder, hun fortæller til andre. For som Svandís selv siger: “Jeg har virkelig ingen idé om, hvad jeg vil læse. Det er bare en god ting at kunne fortælle sin bedstemor til en familiefest”. Hun længes ikke hjem til sin familie i Island og forklarer det ved, at hun lige nu er så fokuseret på højskolen, at et savn kun opstår, når hun bruger meget tid til at tænke på dem.

Svandís har ikke brug for en detaljeret handleplan for sit liv. Hun tager mange af sine beslutninger spontant og uden at se sig tilbage. Beslutningen om at tage på højskole tog hun på et par dage. Med ét var højskoleopholdet bestilt, flybilletten booket og kufferten pakket. Sådan regner Svandís med at mange af hendes andre beslutninger også skal tages.

Det er altså ikke de store drømme, som beskæftiger Svandis. Det er mere drømme om nær fremtid. Så når hun ikke kan svare på, hvor mange børn hun skal have, hvor hun vil bo, eller hvad hun vil studere, er det, fordi hun er beskæftiget med det, der sker omkring hende. Til januar, når højskoleopholdet slutter, har Svandís heller ingen planer. Hun vil gerne ud at rejse og har længe gået med en drøm om at komme til Polen med sine venner.

Svandís’ historie er en menneskelig fortælling, som vi kender den bedst. Den er åben, den er forvirrende, og den indeholder store, svære beslutninger og som Svandís selv siger, er den med mantraet “stick with it and make the best of it”.