Sommerkursus: Skriv selv 2023
Uge 32
6/08 – 12/08 2023
Skriv selv – Intensivt skrivekursus, med særlig fokus på skønlitteratur
Obs! Nye vilkår ved betaling
Kursusbeskrivelse
Intensivt skrivekursus der henvender sig til alle, som gerne vil prøve kræfter med at skrive, med særlig fokus på skønlitteratur.
Underviserne er etablerede forfattere. Mød bl.a. Trisse Gejl, Ida Marie Hede, Dy Plambeck, Rasmus Daugbjerg, Hanne Kvist og Peter Adolphsen.
Kan man lære at blive forfatter? Sikkert ikke. Men man kan helt sikkert gennem øvelse, vejledning og konstruktiv kritik udvikle sit sprog, sine udtryksmidler og sin evne til at læse sig selv kritisk. Det er, hvad vi tilbyder på kurset Skriv selv.
Vi udbyder skriveværksteder inden for prosa, kortprosa og lyrik, erindringer, børnelitteratur, eventyr og myter, tekstredaktion og manuskriptudvikling. Man vælger to skriveværksteder, ét for mandag-tirsdag, og ét for onsdag-fredag.
I løbet af ugen vil der være oplæg om skrivningens genrer og teknikker og praktiske skriveøvelser med efterfølgende kritik.
Der vil også være mulighed for en individuel samtale med en redaktør fra Forlaget Gladiator om egne, medbragte tekster.
Kurset vil desuden byde på forfattermøder, foredrag, koncert, udflugt og en masse højskolehygge.
Velkommen på højskole!
Skriveværksteder
Mandag/tirsdag:
- Prosa ved Trisse Gejl
- Plot og idéudvikling (voksenlitteratur) ved Hanne Kvist
- Kortprosa ved Peter Adolphsen
- Eksperimenterende strukturer ved Rasmus Daugbjerg
- Erindring og fiktion ved Henrik Rasmussen
- Manuskriptudvikling ved Ida Marie Hede
Onsdag/torsdag/fredag
- Prosa ved Trisse Gejl
- Plot og idéudvikling (børnelitteratur) ved Hanne Kvist
- Benspænd og systemer ved Peter Adolphsen
- Eventyr og myter ved Rasmus Daugbjerg
- Redigér din tekst ved Henrik Rasmussen
- Manuskriptudvikling ved Ida Marie Hede
Prosa ved Trisse Gejl. Bliv bedre til at skrive prosa. Gennem enkle skriveøvelser føres du ud af hverdagssproget og ind i det skønlitterære. Herinde skal vi skrive tekster. Vi gennemgår en række strukturelle værktøjer og sproglige virkemidler med udgangspunkt i de tekster, I selv skriver. Alt sammen for at blive mere bevidst om sprog, tone og hvad der virker, uanset om du gerne vil skrive kortprosa, noveller eller romaner.
Plot og idéudvikling ved Hanne Kvist. Ud fra enkle skriveøvelser vil vi arbejde med en teksts forløb. Plot kan forstås som en hel teksts overordnede struktur, men vi vil også arbejde med plot i den enkelte scene og helt ned i sætningen og replikskiftet. Øvelserne kan fx anvendes til at udvikle en spirende idé eller til at gøre en karakter dybere og mere nuanceret. De tekster vi skriver, kan indgå i prosafortællinger eller blive til selvstændige korte tekster. Der vil være to kurser: på det ene skriver vi børnelitteratur og på det andet skriver vi for voksne. Til begge kurser læser vi aktuelle eksempler fra litteraturen.
Kortprosa ved Peter Adolphsen. Efter en generel introduktion til det stærkt forskelligartede fænomen kortprosa (med udgangspunkt i udgivelsen Kortprosa. Antologi (Dansklærerforeningens forlag, red. Lars Bukdahl og PA, udk. forår 2023)) skal vi gennem diverse skriveøvelser selv prøve kræfter med genren.
Eventyr og Myter ved Rasmus Daugbjerg. Myter og eventyr er ikke bare gamle støvede tekster. De vil lyttes til, genfortolkes, omvendes. Mange nutidige forfattere genskriver gamle myter; Elfriede Jelenik har genskabt Eurydike som en kvinde, der nyder sin frihed i Dødsriget, langt fra hendes latterlige musikerkæreste Orfeus. Harald Voetmann bruger ægyptisk dødsmytologi til at sørge over og forstå en fars død. Siri Ranva Hjelm Jacobsen genskaber nymfen Dafnes onde skæbne, så den handler om klimakrisen og ligestilling. Heksen har fået sin genkomst som feministisk og queer symbol. På dette forløb skal vi læse og diskutere myter, eventyr og magisk realisme. Og så skal vi selvfølgelig skrive vores egne tekster, der låner fra myter og eventyr.
Erindring og fiktion ved Henrik Rasmussen. Vi skal arbejde med erindringer. Hvordan bruger man det at skrive til at erindre; hvordan fortæller man det erindrede, så det bliver værd at læse; hvilke teknikker fra litteraturen kan erindringen med fordel gøre brug af? Vi skal gennem teksteksempler og små skriveøvelser finde veje til at udforske erindringen og forvandle erindringens erfaringer til skrive levende litterære tekster.
Manuskriptudvikling 1 & 2 ved Ida Marie Hede. De to kurser er ens. Du medbringer egne tekster og læse et uddrag op. Du må gerne fortælle, hvordan teksterne evt. er del af et større projekt. Herefter vil vi i fællesskab diskutere teksterne. Vi vil se på, hvordan form og indhold spiller sammen; på genre, stil og stemme; vi vil tale om mulige små og store temaer eller røde tråde, der binder teksterne sammen. I fællesskab vil vi prøve at sætte ord på, hvordan du kan arbejde videre. Hvilken kompositionen eller ramme? Hvor er teksten dynamisk, hvor er der mere stof at hente, og hvor mister teksten energi? Skal der skrives mere eller redigeres ned? Hvordan kan du videreudvikle dit projekt? Målet er, at alle oplever, at teksten åbner sig, og der er noget at arbejde videre med også efter kurset.
Benspænd og systemer ved Peter Adolphsen. Intet er så lammende som en tom skærm eller et stykke hvidt papir. Intet er så svært at få som en god idé. Der findes heldigvis en række snydemetoder. Kurset omfatter en række skriveøvelser med udgangspunkt i PA’s bogprojekt Diverse stilladser. Tips, tricks og tilfældighedsdrevne maskiner til produktion af skønlitteratur (arbejdstitel).
Eksperimenterende strukturer ved Rasmus Daugbjerg: Det kan være svært at finde ud af, hvordan man skal strukturere sin tekst. Hvordan skal plottet være i min novelle? Hvordan skal digtet udvikle sig? Mange tænker på plot som noget, hvor en karakter bevæger sig kronologisk fra A til B. Gennemgår en psykologisk udvikling. Vi skal dykke ned i den skattekiste, som litteraturen er, og læse alternative, vilde og eksperimenterende strukturer. Uanset om du skriver digte eller prosa, er det værd at udfordre dine tanker om struktur. Vi kigger på flerstemmighed, på metaforer som plot, på kollage som form, på ahierarkiske fortælleformer. Og vi skal selv eksperimentere og se, hvad der sker med vores tekster, når vi er åbne for alternative strukturer.
Redigér din tekst ved Henrik Rasmussen. I dette skriveværksted handler det om at redigere tekster fra det første udkast til færdig tekst. Vi skal arbejde med at fjerne overflødigt ”fedt” fra teksten; med oplæsning som en måde at få stemme og rytme på plads; med overgange og klipning mellem forskellige scener; med at zoome ind og ud, sætte tempo op eller ned. Første dag begynder med en skriveøvelse som vi efterfølgende bearbejder på forskellige måder. Anden dag tager vi afsæt i en tekst I har skrevet tidligere.
Program
Søndag den 6. august
15.00-17.00 Ankomst og indkvartering, kaffe og boller
17.30 Fælles velkomst i Foredragssalen
18.00 Middag
19.30 Præsentation af kursets undervisere og valg af skriveværksteder
Mandag den 7. august
09.00 Morgensamling
09.30 Skriveværksted 1
13.30 Skriveværksted 1
19.30 Oplæsning ved kurset undervisere.
21.00 Aftenkaffe
Tirsdag den 8. august
09.00 Morgensamling
09.30 Skriveværksted 1
13.30 Skriveværksted 1
20.00 Koncert: Camilla Munck Trio
Onsdag den 9. august
09.00 Morgensamling
09.30 Skriveværksted 2
13.30 Udflugt / Individuel kritik ved redaktører fra Gladiator
19.30 Filmaften: Apolonia, Apolonia
Torsdag den 10. august
09.00 Morgensamling
09.30 Forfattermøde: Dy Plambeck fortæller om sin skriveproces
13.30 Skriveværksted 2
19.30 Åben scene
Fredag den 11. august
09.00 Morgensamling
09.30 Skriveværksted 2
13.30 Skriveværksted 2
18.00 Festmiddag
Lørdag den 12. august
08.30-10.00 Brunch, herefter afrejse.
Yoga: Der vil i løbet af ugen været tilbud om yoga, så man kan med fordel tage løst tøj og evt. et liggeunderlag med.
Faste tider:
08.00 Morgenmad
09.00 Morgensamling
10.30 Formiddagskaffe
12.15 Frokost
14.30 Kaffepause
18.00 Aftensmad
21.00 Aftenkaffe og bar
Der tages forbehold for ændringer i programmet
Kursusleder Henrik Rasmussen
Henrik Rasmussen er Cand. mag. i litteraturvidenskab og spansk.
Han har bl.a. udgivet romanen: “Jeg ved faktisk ikke hvorfor jeg er her”
Underviser i til dagligt i Skriveværksted, Moderne verdenslitteratur, Ny dansk litteratur og Retorik
Se alle sommerkurser