Sommerkursus: Fotofestival
Uge 25
18/06-24/06-2023
Kursus i fotografi hvor du møder nogle af Danmarks bedste fotografer
Ja! Vi har stadig plads på kurset.
Men ikke flere ledige værelser.
Du kan tilmelde dig som dagskursist.
Vil du evt. skrives på venteliste til et værelse?
Obs! Vær opmærksom på tillæg: 1000 kr.
(Gælder ikke for studerende under 30 på flersengsværelser)
Obs! Nye vilkår ved betaling
Kursusbeskrivelse
Vil du ryste dit fotografi med nogle af Danmarks allerbedste fotografer? Grundtvigs Højskole inviterer igen indenfor til den populære fotofestival.
En hæsblæsende uge, hvor du skræddersyer dit eget program ud fra en buffet af workshops, udstillinger, live events og foredrag.
Fotofestival på Grundtvigs er et intensivt kursus i fotografi, som det rører sig lige nu. Et mødested for dansk fotografi. Mellem udøverne og drømmerne. Mellem passionen og det professionelle.
Du vælger hver dag mellem en stribe intense workshops med prisvindende fotografer, passionerede undervisere samt nye fremstormende fotokunstnere. Du vil altså opleve aktuelle danske fotografer samtidig med, at du kan prøve dit eget fotografi af i deres hænder. Alt sammen i højskolens traditionsrige rammer med lækker mad, lyse sommernætter og livlig snak om fotografi.
På plakaten i år er vi stolte over at kunne præsentere workshops med legender som Kent Klich (Sverige), Fryd Frydendahl og Lærke Posselt.
Reportagefotografi med WorldPress-photo vinder Nikolai Linares eller fremstormende Andreas Haubjerg. Portrætworkshops med prisvindende Jens Juul og Sofie Amalie Klougart. Selvportræt med udstillingsaktuelle Linda Hansen og Anton Kai.
Lysets magi med mesterlæren Helga Theilgaard. Billeder som digte med Johanne Stoffersen, eller poetisk gadefotografi med Daniel Hjorth. Kunsten at lave en fotobogsdummy med redaktør Stinus Duch.
Vi dyrker i år også analog magi i workshops med Jon Bjarni, den smukke polaroid-transfer med Sille Petersen og Nikolaj Svennevig med “Pinhole og analog magi”.
Som et hovednavn på festivallen har vi hentet aktuelle WorldPress photo vinder og magnumfotograf Jonas Bendiksen (Norge). Oplev Jonas’ vilde og medrivende fortælling, der satte fake news på dagsordenen i hele det etablerede fotomiljø.
Der vil på festivalen også være mulighed for Portfolioreviews med en lang række fotochefer og billedredaktører, herunder den skarpe trio til Live Portfolioreview på scenen; Thomas Borberg, Mette Frandsen og Martin Bubandt.
Vi har filmvisning med Iben Haahr Andersens biografaktuelle “Verden er uskarp”, en poetisk dokumentarfilm om fire fremragende danske kvindelige fotografer.
Der vil på festivalen også være fernisering af ÅRETS PRESSEFOTO samt udstillingsbesøg på Kunststedet Vandrehallen med festivallens gæsteudstiller Lærke Posselt.
Liveoptagelse af podcasten “FOTOKLUBBEN”, artist talks, foredrag med magiske undervandskunstner Nanna Kreutzmann, samt fotografi under åben sommerhimmel; Late night screenings med Absalon Kirkeby, Mads Joakim Rimer og DANSK DOKUMENTARISME i nye DISKO Bay udgivelser.
Morgensang, hængekøje og kølig rosé ikke at forglemme.
Dokumentarfotograf og højskolelærer Joachim Adrian og en stribe dygtige assistenter sejler festivalskibet sikkert igennem.
Velkommen til højskolelandets mest intense fotouge!
Kurset er både for begyndere og øvede fotografer, men alle workshops vil være på højt niveau og fokuserer på indhold fremfor fototeknik.
Som udgangspunkt skal du selv medbringe kamera og gerne også computer. Der vil dog også være adgang til skolens stationære mac-computere, og der vil også kunne lånes et spejlreflekskamera.
Kursusleder: Joachim Adrian
Joachim Adrian er uddannet fotojournalist fra Fatamorgana og DMJX.
Han har været staff photographer på Politiken, vundet en lang række danske og internationale priser og er bl.a. kåret som årets pressefotograf.
Han underviser også i fotografi på lange højskoleophold.
Søndag d. 18 juni
15.00-17.00: Ankomst og indkvartering. Kaffe, te og boller
15.30+16.30: Rundvisning på skolen
17.30: Fælles velkomst i foredragssalen
18.00: Middag
19.30: Introduktion til program
20.00: Åbning af Årets Pressefoto
20.30: Come together
Mandag d. 19 juni
09.00: Morgensamling
09.30: Heldagsworkshops incl frokost. Vælg mellem:
- Nikolai Linares: “Reportagefotografen”
- Linda Hansen: “ Selvportrættet”
- Helga Theilgaard: “Lysets kraft”
- Daniel Hjorth: Gadefotografi som personligt essay”
- Nikolaj Svennevig: “Pinhole og analog magi”
18.00: Aftensmad
19.30: “Jonas Bendiksen – Book of Veles” (Norge). Foredrag med en af tidens største fotografer. Oplev den vilde fortælling bag det fotojournalistiske fake news stunt, der netop har vundet i world press photo.
Tirsdag d. 20 juni
09.00: Morgensamling
09.30: Heldagsworkshops incl frokost. Vælg mellem:
- Kent Klich (Sverige): “Personal”
- Fryd Frydendahl: “Leg og alvor”
- Jens Juul: “Dramaet i portrættet”
- Stinus Duch: “Fotobogs-dummy – fra idé til produkt”
- Sille Petersen: “Polaroid transfer”
18.00: Aftensmad
20.00: Valgfri aften:
– Joachim Adrian: “Sange fra et kamera”
– Radiobiograf. Lyt sammen i mørket.
– “Kunst”. Ved Mette Rishøj
Onsdag d. 21 juni
09.00: Morgensamling
09.30: “Nanna Kreutzmann – Under overfladen”. Et personligt foredrag om en fotografiske rejsen fra en uhyggelige virkelighed på overfladen til et nyt og magisk univers under vandet. Fra anerkendt fotojournalist til international undervandsfotograf.
11.30: Iben Haahr Andersen: “Verden er uskarp”. Foredrag.
12.15: Frokost
Fra 13.30: Personlig portfolioreview samt filmvisning
- Få professionel kritik på dit eget fotografi med nogle af landets dygtigste øjne. Fotochefer fra de store danske aviser, billedredaktører samt prisvindende fotografer.
- “Verden er uskarp”. Visning af den anmelderroste dokumentar om 4 afgørende kvinder i dansk fotografi.
17.00: “Lærke Posselt – Visuel poetisk dialog”. Fernisering og artist talk med festivalens gæsteudstiller på kunststedet Vandrehallen.
18.30 Aftensmad.
22.00: Fotografi under åben sommerhimmel. Screenings med Absalon Kirkeby, Mads Joakim Rimer og Dansk Dokumentarisme. Showcase af nye DISKO Bay udgivelser.
Torsdag d. 22 juni
09.00 Morgensamling
09.30: To-dages workshop. (Fortsættes fredag formiddag) Vælg mellem:
- Jon Bjarni: “Analog fotografering, kontaktark og mørkekammer introduktion”.
- Lærke Posselt: “Det historiefortællende fotografi”
- Andreas Haubjerg: “Historier”
- Sofie Amalie Klougart: “”Fornemmelsen for stedet””
- Johanne Stoffersen: “Essayistisk fotografi og billeder som digte”
- Anton Kai: “At komme sig selv nærmere i selvportrættet”.
18.00: Aftensmad
19.30: “On stage portfolio review” v. Thomas Borberg, Mette Frandsen og Martin Bubandt
Fredag d. 23 juni
09.00 Morgensamling
09.30 Fortsættelse af torsdagens workshops.
12.15 Frokost
13.30 Den traditionsrige fotomarathon: “Kampen om det gyldne kamera”
15.30-16.30 Festivalbiograf: “Under Havet”
17.00 Finaleshow fra fotomarathon, bobler og fernisering.
18.15 Fællesbillede i festtøj
18.30 Festmiddag
20.30 Sankt Hans bål
21.00 Dessert og fest
Lørdag d. 24 Juni
09.00 Brunch
10.30 Afrejse
Foto (øverst fra toppen): Jonas Bendiksen, Nanna Kreutzmann, Daniel Hjorth, Helga Theilgaard, Nikolaj Svennevig, Joakim Adrian, Fryd Frydendahl, Nikolai Linares, Sofie Amalie Klougart, Sille Petersen, Johanne Stoffersen, Jens Juul, Biografplakat Verden er Uskarp.
Se alle sommerkurser