De, som tænker, at sneboldkampe kun er for børn, har tydeligvis aldrig været på Grundtvigs Højskole. Den 21. november fejrede eleverne vinterens første snefald med en massiv sneboldkamp, men det var ikke en leg for børn.
Da elevernes fællesmøde blev færdig skyndte de sig ud i den snedækkede park, iklædt deres tungeste tøj, og da den første snebold blev kastet, omkring klokken 13.20, var der ingen vej tilbage.
Kampen var begyndt, og den handlede kun om overlevelse. Da legen startede begyndte mange elever at danne alliancer med hinanden, men der gik ikke så lang tid, før folk forstod, at i denne krig var det høg over høg. Grupper blev brudt lige så hurtigt, som de blev skabt. Det eneste vigtige var overlevelse. Ville folk være et får eller en ulv?
I den ene ende af parken kastede en dreng i retning af sin kammerat, men kom så til at fortryde det, og snebolden fløj langt forbi, og kammeraten tog sin egen bold op og sigtede efter sin ven.
I den anden ende løb en hel flok efter én, der prøvede sit bedste at flygte. En sneg sig bag en anden og bankede ham med en snebold så stor, at man måtte bruge begge hænder til at holde dem. Et højt bump efterfulgt af latter lød, da de kæmpemæssige snebolde klaskede på elevens hoved.
Der gik ikke lang tid, inden den fine snemand i midten af haven blev til en dynge på jorden, og nogle elever skyndte sig som sultne rovdyr at bruge hvert eneste fnug af snemandens kadaver.
Selvfølgelig var det ikke alle, der ville være med i kampen. Tilskuere stod i en dørsprække og så på kampen. Der følte de sig i sikker afstand fra ingenmandslandets fare, men fortrød den beslutning, da en elev kastede en snebold af al kraft gennem den åbne dør og fik dem til at fjerne sig fra skudlinjen.
Kampen fortsatte indtil klokken 13.57, men da var sneen blevet så nedtrampet, at der knapt var et spor i parken af, at det havde sneet. Da kampen var slut, gik eleverne efterfølgende til time med røde kinder, opfrisket efter kampen. De havde allerede glemt fjendskabet fra banen, og alle var venner igen.