Selv rågerne søger ly på Hillerød Station
Selv under grå skyer tunge af regn fortsætter livet på Hillerød Station, dog ikke helt ufortrødent for de mange rejsende.
Lyt til lyd fra Hillerød Station mens du læser artiklen.
På Hillerød Station er en regndans under opsejling. Rullende tordenbrag spiller op til dansen, og det kraftige regnfald leverer trommerne. Et tykt, betongråt skydække hænger over Hillerød station, og fra det falder tusindvis af tunge regndråber.
I det propfyldte cykelskur skræpper rågerne rundt. Ved siden af cykelskuret vokser et stort træ, hvor rågerne har taget bo. De har trukket ned fra kronen og søger nu ly blandt cyklerne. Misfornøjet går de og putter sig – på den måde ligner de menneskerne.
Ved siden af parkeringspladsen står en nedslidt to-etagers bygning lige så trist og grå som himlen over den. Indgangene er afspærret med rød- og hvidstribet afspærringstape, og over vinduerne er træplader blevet sat op. Bygningen har fået nyt liv som et midlertidigt tilflugtssted for rejsende – et sted, hvor regnen ikke kan nå dem.
Når de toget?
Luften er kølig, vandet har suget al varmen til sig, og skydækket holder endnu solen hen. Stationens tagrender har for længst givet op og lader nu vandet falde frit ud over deres sider. To tog holder ved den overdækkede del af perronen. En lav konstant summen kommer fra dem, men ellers er de helt stille. Kaskader af vand driver ned over togene, som holder på stationen.
De rejsende går rundt med blikket stift rettet mod jorden og hovedtelefoner på hovedet. En mand midt i tyverne klædt i løse jeans og en rød dunjakke stæser frem og tilbage foran en af de brune træbænke. På bænken står en papirspose med indkøb. To blonde kvinder med cykler går først den ene vej for derefter at vende 180 grader og spurte den anden vej. En ung mand glider sit rejsekort over en af kortlæserne og udbryder “ejjj”, da et af togene giver lyd fra sig. Han sætter i løb og når lige at forsvinde ind i bugen af et gråt tog.
Brugte stemmer og høj latter
To bagstive gymnasiepiger sidder på en bænk og fniser højlydt. Deres stemmer kan høres højt over hele stationen. “En af mine venner kørte os til stationen, fordi det er ret svært at tage bussen, ik’?” De to piger er langt væk. Deres svømmende øjne og søgende læber svarer mig. Kun den ene af dem taler. Hun fortæller, at de har været til fest i Frederiksværk, og nu venter de bare. “Vi venter vores tog – vi har siddet her i en halv time nu, og det kommer om femten minutter.” De skal videre, hjem og sove rusen ud.
Deres ord bliver bøjet skæve af deres brugte stemmelæber, og deres latter er høj og skinger. De hænger på bænken og på hinanden.
Den gamle stationsbygning er også blevet et tilflugtssted for de rejsende. Bygningen er delt i tre, i den ene ende ligger en 7 eleven, i den anden Lagkagehuset, og i den store midtersal sidder folk på gulvet langs væggene. To sæt glasdøre overfor hinanden fører ud til perronen og ud mod vejen.
Solen vender tilbage
Regnen stopper lige så pludselig, som den begyndte. Bag sig efterlader den en skinnende perron og regntøj, der driver af vand. I trin med solens frembrud begynder de rejsende at svirre rundt som bier i et bistad. De kommer frem fra stationsbygningen – ud fra under overdækket og vender blikket op mod himlen.
Varmen begynder lidt efter lidt at krybe tilbage til luften. Jeg smider mit fugtige regntøj og min cykeltur tilbage til højskolen foregår med solen i ryggen. Folk har slået deres paraplyer ned og regnen og de tunge grå uvejrsskyer er snart glemt.