Rúnar rapper, mens han drømmer endeløse drømme

Det er torsdag eftermiddag, og lokationen er Balders Hjerte, musikhuset på Grundtvigs Højskole. Kigger man ind ad vinduet og betragter de fire skikkelser, der øver, bliver man mødt af et kæmpe smil og vink. Det er Rúnar Breki Rúnarsson. En høj fyr, der skiller sig ud med langt hår, fyldigt skæg, cykelshorts, der skærer lige over knæet, og taktfaste tæer, der titter frem fra et par hullede spejlægssokker. Det er Runars sang, der står på sammenspilsprogrammet. Han står ved mikrofonstativet med sin guitar, og hele rummets fokus er naturligt rettet imod ham.

Drømmen om det gode liv

Med langt udslået hår, blide øjne og strømpefødder står Rúnar på et persisk tæppe bag en mikrofon omgivet af et band med trommer, keys og bas. Han står med en guitar i hånden og synger sin sang.

“Lost in a basement losing my patience. You can take everything except my self-expression. I’m a villain now. A villain since the day I was born.” 

For Rúnar er drømmen om det gode liv drømmen om altid at have det sjovt. Siden den dag, han blev født, har han været omgivet af musik, og som 18-årig oplevede han en åbenbaring til en karaoke-aften i Reykjavik. Han havde fået barbestyreren overtalt til at sætte et hiphop-beat på, og så stillede han sig op og rappede for de 30 tilstedeværende gæster. Og de elskede det. Og Runar elskede, at de elskede det.

“Jeg var helt sådan WOW, og de var helt sådan WOW,” fortæller Rúnar med begejstring og lysende øjne om situationen.

Efter den lykkerus, han oplevede på scenen, gik Rúnar hjem og lod drømmen vokse. Nu står han i et øvelokale i Hillerød på Grundtvigs Højskole og spiller sin sang, som han har skrevet. Tre højskolekammerater akkompagnerer ham og kommer med inputs.

“Jeg elsker det,” siger han ellevild til swing-rytmen, som keyboardets elektroniske toner sender ud af højtalerne.

Med sin varme og lidt skæve personlighed tager Rúnar imod alle gode idéer, for han er trods alt stadig ny i faget, og han har aldrig rigtig skrevet en sang før, for han plejer at freestyle. Men han ved, hvordan han vil have den:  “Jeg vil gerne have the power i omkvædet,” forklarer Rúnar ud i rummet, og musiklæreren laver en gestus som et voksende træ i et forsøg på at illustrere den ønskede effekt i omkvædet. Og det er lige præcis den energi, som Rúnar ønskede sig:  “Ja! Ja! Ja! Totally!” udbryder han inspireret.

Her i øvelokalet bliver han både set og hørt. Drømmen lever. Musiklæreren synes, at nummeret er lidt for løst i sin form. Rúnar spørger, hvordan man kan fikse det. Der skal øves henover weekenden.

 

Øvelse gør mester

At øve sig er ikke noget nyt fænomen for Runar. Op til den skelsættende karaoke-aften i Reykjavik havde den islandske drømmer rappet i tre år. “Man bliver bedre, når man øver sig. Man behøver ikke være god til at rappe fra begyndelsen, men man kan godt blive det,” fortæller han.

Efter tre års intens øvelse, nogle dage op til syv timer dagligt, var der noget, der begyndte at rykke på sig, og nu er han sikker i sin rap. Men Rúnar rapper ikke kun for at forbedre sig. Han rapper, fordi han ikke kan lade være.  For tre måneder siden greb han en guitar for første gang, og nu hænger der en elguitar på hans skulder.

Hvis man spørger Rúnar, hvad han drømmer om, så kan man godt finde skriveblokken frem og folde lyttelapperne ud. Der er en appetit på verden og livet at anspore i ham. En trang til at udtrykke sig. For Rúnar er det ikke afgørende, om hans kunst når ud til én eller en million. Det handler ikke om anerkendelse, men om at gøre det, der gør ham glad. Han ser det som et værk, der aldrig kan eller skal færdiggøres. For man kan altid gøre det bedre.

Det er lysten, der driver værket

Der er mange ting, som Rúnar har lyst til. Først rap, så sang, så guitar, men også sprog, kunst og en trang til, måske nærmest et behov for, at udtrykke sig. Og på den måde udfolder den ene drøm den næste. Drømmen ruller som en lavine, vokser sig større og større, samler grene og kviste med på vejen, som integrerer sig i den store hvide drømmesnebold.

Som barn boede Rúnar med sin familie i Kina. Han gik på en international skole og husker, at sprogbarrieren gjorde, at han primært var sammen med sin lillebror, far og mor. Derfor fik ingen af dem rigtig lært kinesisk. Alligevel oplevede Rúnar en fascination af sproget – og sprog i det hele taget.

“Min helt store drøm er at lave en EP med rap på seks forskellige sprog,” fortæller han og giver os en forsmag på en spansk rap. Selvom publikums størrelse ikke er en afgørende faktor, giver Rúnar alligevel den internationale scene chancen for at hoppe med på Runar-bølgen, hvis de skulle få lyst.

I øjeblikket er han ved at lære dansk. Han er nemlig islænding og på højskole i Hillerød. “Mit mål er at kunne tale rigtig god dansk til jul, når vi er færdige her på højskolen,” fortæller han med ro i stemmen og tiltro til sine danske verber.

Det giver god mening, at Rúnar, måske ubevidst, interesserer sig for sprog, for lysten til at udtrykke sig er stor. Og lysten går igen i en anden af Rúnars drømme, som er at udstille kunst. Han har ikke nogen klar forestilling om, hvad præcist det skal være, men det er, som om at der er en utømmelig kilde inde i Rúnar, der sprøjter idéer og drømme ud som en gejser.

Mod stjernerne

Runars spilletid er ovre nu, og det er den næste elevs tur. Rúnar sætter sig ved computeren og skriver lidt videre på sin tekst. Så vender han sig om, smider fødderne på bordet og opdager hullet i sine strømper. Hans lilletå har været på stjerneflugt i al den tid, han har været forfulgt af kamera og lydoptager. Han sukker og retter sine strømper. Nu kan han læne sig tilbage og betragte de andre. Han er til stede og opmærksom.

Det sidste, vi hører, inden vi går, er Rúnar, der udbryder et langstrakt “hej” som et call-respond til den ‘hallo-hallo’-mikrofontest, der bliver foretaget, inden det næste nummer skal øves. I øvelokalet tager det ene nummer det andet, præcis ligesom Rúnars drømme.