Rasmus Emil drømmer om en verden med indre ro 

 

Bag Rasmus Emils drømmende øjne gemmer der sig meget. Der er mange tanker, livsmod og en fortid, der har gjort ham til den, han er. En mand, der lige er blevet voksen, og som har fået opfyldt en af sine største drømme: at få snakket tingene i bund med sin mor.

Han beskriver dagen den 3. august 2020 som en af de vigtigste dage i sit liv. Det var to uger, før han startede på Grundtvigs Højskole og den dag, han havde en vigtig samtale.

”Det var en samtale, jeg har drømt om at kunne have med min mor, siden jeg var ti år gammel, og som jeg har ikke turdet starte før nu. Men nu har jeg gjort det, og det var sejt, og det var godt. Og det var fedt,” siger han.

Samtalen har skabt afklaring og præget den karismatiske Rasmus Emil, som man oplever ham på højskolen. Tidligere var han ikke sig selv, føler han, men en mindre fuldendt version af sig selv.
I dag er Rasmus Emil kommet tættere på sit indre og den, han gerne vil være. Han er blevet mere tro mod sig selv og føler sig tilpas på højskolen.

”Jeg følte ikke, jeg kunne tage på højskole og ikke være afklaret. Jeg følte ikke, jeg kunne tage på højskole og sige noget, som jeg ikke turde sige højt for min mor. Det kunne jeg simpelthen ikke få til at hænge sammen oppe i mit hoved,” forklarer han. 

Forklaringen

Frisuren sidder i en klassisk, elegant sideskilning, og håret er lidt fedtet, som det skal være, når man er på højskole. Øjenvipperne er lange, og hvis ikke de havde haft den brun-blonde farve, som de har, kunne man tro, at han brugte mascara. Den første rynke begynder at vise sig over øjet. Ofte hæver han højre øjenbryn i begejstring, blink eller bekymring.
Da Rasmus Emil bliver spurgt ind til sin skolegang, fortæller han om en angst, der har fulgt ham en stor del af hans liv.

”Jeg har i årevis været rigtig bange for at gå i skole. Det startede, da jeg var omkring 10 år gammel. Jeg kunne ikke lide at gå i skole, fordi jeg følte, at jeg ikke kunne finde ud af mine ting. Og jeg følte, at jeg var dummere end alle de andre,” siger han.

Udover følelsen af mindreværd var det også en følelse af ikke at være en af de seje, som nagede Rasmus Emils barnesjæl.

“Jeg tror, det er Taylor Swift, der synger: ’I wish I could be like the cool kids’. Det tror jeg, er en meget universel følelse.”

Følelsen satte gang i en “uhyggelig spiral”, hvor Rasmus Emil pjækkede meget og havde det dårligt med sig selv og sin skolegang. Denne tankegang varede ved i mange år. Faktisk indtil han kom på højskole.

Forløsningen

Svaret på hvorfor det forholder sig sådan, ligger i starten af august, hvor Rasmus Emil fik taget den vigtige samtale med sin mor:

“Det har jeg først endelig fået afklaret, 14 dage før vi startede på skolen. Der satte jeg mig ned med min mor. Jeg havde skrevet et langt brev til hende, som jeg læste op, om hvordan jeg har haft det med at gå i skole, og hvordan jeg har haft det indeni med ikke at have det godt. Det var meget ubehageligt. Det har taget mig tretten år at sige det højt for min mor. Og endelig fik jeg det gjort,” fortæller Rasmus Emil.

Denne samtale åbnede også op for nogle store følelser: “Jeg græd i halvanden time, og det gjorde hun stort set også. Min mor var godt klar over, at jeg ikke har haft det godt, men hun har ikke været klar over, i hvor stor grad det var. Fordi jeg aldrig har sagt det før.”

Ved denne samtale fik Rasmus Emil vendt fortiden ryggen. Han fik afsluttet de tidligere kapitler i livet og kan nu kigge fremad mod en lysere fremtid, siger han. En fremtid, hvor han ikke længere er bange for at gå i skole. Tag for eksempel en af hans psykologitimer på Grundtvigs Højskole: Rasmus Emil han sidder let foroverbøjet og med spredte ben. Jovial og iført en rødbrun skovmandsskjorte griner han sig igennem Jungs personlighedstest. Alligevel er han i perioder også seriøs omkring sit arbejde. Han har græskarfarvet neglelak på højre pegefinger, der danser rundt på papiret. Den højre Birkenstock-sandal danser med og markerer den livsglæde, der stråler ud af ham.

En mand med fantastiske fortællinger 

Der hører sig mange historier til Rasmus Emil. Han ynder at fortælle dem, og man finder ham ofte med et hold af tilhørere om sig, der  lytter livligt til hans tryllebindende historier.
Rasmus Emils skæg er velsoigneret og imponerende, det sidder tæt ind til kinderne. Han fortæller, at det opstod, dengang han var 20 år gammel og boede i Irland. Her arbejdede han på et kontor, men oplevede også meget andet. En dag havde han spist en dårlig polsk kylling og fik derfor madforgiftning, der gav ham en slem kvalme. Herefter var han bange for at barbere sig.

“Jeg havde ikke lyst til at stå med knive op i ansigtet, jeg var bange for at kaste op”. Skægget fik derfor lov at stå sin prøve, “og så var det faktisk overraskende jævnt,” fortæller Rasmus Emil. Sidenhen er han blevet tre år ældre, og skægget er nu ikke bare jævnt, men også tykt og tæt.

Rasmus Emil har en kasket på, som engang har været sort. Det er den ikke længere. Den har fulgt ham længe, er ældre end flere af de andre elever på højskolen, og så har den en helt særlig historie. Hans mor købte den i 2001 og gav den videre til Rasmus Emil, da han gik i gymnasiet og havde langt og uregerligt hår. Kasketten har været med på morens roture og vandringer i Norge, og den har også fulgt Rasmus Emil gennem mangt og meget.

“Da jeg i gymnasiet og begyndte at få langt hår, før jeg kunne sætte det, gik jeg meget med kasket for sådan at holde det på plads. Og da jeg flyttede til Rwanda, fik jeg lov at tage den med. Der er noget af det røde, helt fine støv fra Rwanda, som jeg vitterligt ikke kan få vasket ud. Jeg har forsøgt, men jeg kan ikke få det ud. Det er Rwanda-støv, der sidder i den.”

Drømmene ledte til Grundtvigs Højskole
At arbejde med børn og unge i Rwanda er bare en af de ting, Rasmus Emil har beskæftiget sig med, siden han færdiggjorde gymnasiet for fire år siden. Han har også boet, arbejdet og lavet stand up comedy i Nordirland, været lærervikar i Odder og på Christianshavn, forsøgt at komme ind på Skuespillerskolen, og nu er han endt på Grundtvigs Højskole. Et sted med mange mennesker, som er noget, Rasmus Emil holder af.

“Jeg har altid godt kunnet lide at tale med mennesker. Virkelig meget. I gymnasiet blaffede jeg til skole 2-3 gange om ugen og hjem igen. På de ture har jeg talt med så mange forskellige mennesker. Det har været en interesse, jeg har haft og fået stimuleret i gymnasiet. Det her med bare at tale med mennesker og få historier. Det synes jeg, er virkelig spændende.” 

At det så lige var Grundtvigs Højskole, Rasmus Emil valgte, var der én primær grund til: radiolæreren Louise Krage. En bekendt havde fortalt ham om Louises undervisning, og Rasmus Emil, der altid har været fascineret af medieverdenen, blev overbevist om, at det var noget for ham.

“Jeg har fundet noget, jeg ikke vidste, jeg havde brug for”, fortæller Rasmus Emil om sit forhold til at lave radio. Han bruger ofte ekstra tid på at sidde og klippe sine projekter sammen, mens de andre elever går til pause, og han drømmer om at kunne leve af at lave radio eller podcast.

“Det kunne være vildt, hvis jeg kunne være færdig med højskolen her til december og så i januar starte en sludre-podcast, hvor jeg bare taler med mennesker. Hvis jeg kunne gøre det til en levevej, det kunne være for vildt,” siger han.

Hvorvidt Rasmus Emil vil tage en uddannelse inden for medier, ved han ikke endnu, for selvom tanken om at gå i skole er blevet mindre skræmmende for ham i løbet af de sidste måneder, tror han ikke nødvendigvis på, at uddannelse er vejen frem for ham.

“Jeg tror sagtens, jeg kan have det virkelig godt resten af mit liv, selvom jeg ikke har en uddannelse. Hvis jeg laver nogle ting, som jeg er super glad for. For man kan komme virkelig langt her i livet på gode intentioner og hårdt arbejde. Og jeg har gode intentioner”, siger han med et glimt i øjet.