Værtshus er træt af, at skulle tjekke coronapas hos gæster

Med udrulningen af vacciner og daglige tests har coronapasset vakt stor glæde for forretninger såvel som forbrugere, der ønsker at komme ud og opleve samfundet igen.
For mange betyder det, at de kan tage ud på barer og værtshuse, og det har der med coronapassets indførelse nu været mulighed for i en måneds tid.

Og så er der dem, der står på den anden side af det digitale coronapas for at tjekke, om det er gyldigt. For langt det meste cafe- og barpersonale rundt omkring i landet er det en stor glæde at få gæster tilbage i biksen. Så de så småt kan begynde at få den hverdag, de havde før, tilbage.

Det kan dog stadig være ubehageligt at skulle bede om at se et coronapas, hver eneste gang en ny gæst kommer ind. Især hvis det f.eks. er stamgæster, og hvis de ikke har husket at lade sig teste.

Sådan oplever Dorthe fra Jernstangen i Hillerød det, når hun gang på gang skal bede om coronapas, og når hun i ny og næ må afvise nogle af de gæster, der er kommet på værtshuset i årevis.

Det oplever jeg, da jeg besøger værtshuset en mandag eftermiddag i maj,

Værtshusstemningen er den samme, når først man kommer ind
Selvom barerne næsten lige har fået lov til at genåbne, føles det ikke, som om der er gået et sekund, siden gæsterne sidst sad her. Her hersker en meget almindelig og hjemlig følelse. Her er trygt. Der bliver både grint og råbt.

Der bliver også snakket om andre gæster. Gæster, der ikke er til stede, men som jeg formoder, alle kender. Der deles både røverhistorier og gossip om, hvad er sket med nogle af dem, mens der har været lukket.

Her lugter af røg. Men ikke frisk røg fra de cigaretter, der er tændt. Gammel røg, der har sat sig i væggene. Men det forstyrrer ingen. Tværtimod bidrager det kun til den genkendelige følelse. Også for mig.

Hver gang en ny gæst kommer ind ad døren, spørger bartenderen Dorthe dem, om de kan vise en coronatest. Hun siger det med et stort smil, men også et lidt undskyldende blik. Som om det er hendes skyld, at de ikke må komme ind uden test.

Man kan mærke ubehaget i hendes øjne ved det samme stilte spørsmål om og om igen. Hun bryder sig ikke om at spørge, men det er jo hendes ansvar, fortæller hun.

Værtshuspersonalet oplever ulemperne ved coronapasset
Jeg sætter mig udenfor, hvor der lige nu ikke sidder nogen. Så kommer Dorthe ud, og selvom man godt må ryge indendørs, sætter hun sig og ryger en smøg med mig. Jeg får en følelse af, at hun gerne vil uddybe sin person og præsentere sig selv lidt mere over for mig end blot være hende, der spørger alle om en coronatest.

Jeg spørger til hendes arbejde, og hvordan situationen står til lige nu. Hun fortæller, at restriktionerne gør, at der er færre besøgende, end der var før nedlukningen.

“Mange af vores gæster glemmer at blive testet, og lige nu er der nok også et par stykker, som stadig ikke er vaccinerede og ikke vil risikere noget. Hver eneste dag snakker vi om, hvornår det bliver normalt at gå på bar igen, og mange af vores gæster er også trætte af, at baren skal lukke kl. 22. Førhen var der stadigvæk mange gæster til sent om natten, og det har vi godt kunnet mærke på de penge, vi tjener nu,” siger Dorthe.

Hun synes, det er træls at skulle spørge om coronatest, hver eneste gang der træder nogen ind ad døren. Især stamgæsterne, som er kommet i så mange år. Nogle gange har de glemt det, og så er det en forfærdelig følelse at skulle afvise dem.

“Det her er et sted, hvor man skal føle sig velkommen, og hvor alle kan komme ind og få en god aften. Det stikker helt imod, hvilket sted vi ønsker at være, at vi skal til at afvise folk. Men det bliver jeg jo nødt til,” siger hun.

“Er det første gang, du er her?’’ spørger hun mig så.

“Anden gang,’’ svarer jeg. “Jeg kom lige forbi hurtigt i sidste uge for at spørge om lov til at rapportere herfra.’’

“Så skal du altså også komme ned, når du ikke skal lave opgave, så du rigtig kan hygge dig,’’ svarer hun.

Vi griner, og hun ryger videre. Hun fortæller, at de har åbent mellem kl. 10-23 i hverdagene, men at de skal lukke baren kl. 22. Jeg siger, at så burde jeg trække nogle af mine højskolevenner med herned en aften og få en ordentlig Jernstangen-oplevelse.

Hun griner og siger, at det ville være dejligt. De har nemlig brug for gæster i disse tider. “Bare I husker at blive testet inden,” siger hun, mens hun ryger færdig og går ind igen.