Vi er ikke bare blomsterbindere – vi er meget mere end det
Blombergs Blomster i Hillerød har et bredt spektrum af kunder, og de to søstre, der driver butikken, fortæller, hvordan de kom ind i blomsterfaget.
Butikken Blombergs Blomster, der tidligere lå oppe på torvet i Tryllefløjten, er i dag placeret på Frederiksværksgade 6. I et interview med Grundtvigs Højskole, giver ejeren af Blombergs Blomster, Michelle Hostrup Andreasen, og hendes søster Sabrina Andreasen, et indblik i dét at være i blomsterbranchen.
“Vi er lidt anderledes hernede med det, vi går og laver, også med de tørrede blomster – det kan vi godt lide at lege med, så det bliver lidt anderledes at kigge på også. Vi har altid forskellige kunder: Der er nogle, der kun er til grønne planter, nogle, der er til store planter, og nogle, der kun er til gruskunst og tætte, høje buketter. Så vi har et bredt kundespektrum. Selv om vi har rigtig mange ældre kunder, er vi begyndt at få nogle af de unge med også,” fortæller Sabrina Andreasen.
Vi er jo en håndværksbranche
De to søstre fortæller om, hvordan de kom ind i blomsterbranchen – og om hvorfor man nogle gange bare skal kaste sig ud i ting og se, hvad der sker.
Mange tror måske, at der ikke skal så meget til for at blive blomsterhandler eller stå i en blomsterbutik. Men som ejeren af Blombergs Blomster, Michelle Hostrup, siger, ligger der en reel uddannelse bag.
“Vi er jo en håndværksbranche, og vi har en længere uddannelse bag os, men der er mange, der tror, det er et 16-ugers kursus, man bare kan tage. Hvor jeg siger: ‘Vi er ikke bare blomsterbindere, vi er meget mere end det.’ Vi har trods alt brugt fire år på en uddannelse for at komme hertil. Vi er også blomsterdekoratører. Folk tror måske, at det er nemt at gå ind og binde en buket. Men der er grund til, at vi står i lære. Man får rigtig meget viden om salg og service, og man skal også lære noget om erhvervsøkonomi. Så vores uddannelse er faktisk to uddannelser i én. Når vi er færdige, er vi salgsassistenter med speciale i blomster,” siger Michelle Hostrup Andreasen.
Så man får lidt af det hele, når man arbejder i blomsterbranchen?
“Det gør man. Det er både bindearbejde, det er plantesoignering, og det er arbejdet med at behandle blomster bedst muligt i forhold til, hvad der kan tåle hvad og hvorfor. Og så får man i øvrigt lov til at være kreativ undervejs i processen – det synes jeg er skønt,” siger Sabrina Andreasen, medarbejder hos Blombergs Blomster i Hillerød.