Linda Hansen: “Selvportrættet”
Mange fotografer bruger selvportrættet som redskab til at formidle deres historier.
Cindy Sherman, Francessa Woodman, Jen Davis og Elina Brotherus, er blot nogle af dem, der i hele deres kunstneriske virke, arbejder med selvportrættet. De bruger sig selv som model til at fortælle deres historier, og arbejder med tematikker fra deres eget liv.
Selv den store maler Rembrandt malede selvportrætter igennem hele hans karriere, og faktisk kan hele hans livshistorie fortælles igennem disse selvportrætter.
Linda Hansen har ligeledes lavet selvportrætter igennem mange år, hvor sidste 5 år er det for alvor taget til. Hun arbejder lige nu med serien why NOT me… som udelukkende er selvportrætter. Her tager hun fat i tematikker fra sit eget liv. Fx når livet i perioder er præget af vemod, angsten indtager hende, og udfordringerne i hverdagen fylder for meget.
Accepten af at livet, hele tiden er foranderligt. Kroppen ændrer sig, sindet ændrer sig. Retten til at beholde de historier, der vidner om levet liv på sin krop. Ar, rynker, pletter osv.
På denne en-dagsworkshop arbejdes der med selvportrættet. Først viser Linda Hansen eget kunstnerisk arbejde, og derefter fremlægges et oplæg om selvportrættet. Efterfølgende skal alle i gang med at fortælle historier igennem selvportrættet. Vi slutter af med en gennemgang, hvor alle viser deres selvportrætter og får grundig feedback.
Linda Hansen er uddannet fra Fatamorgana, Danmarks Fotografiske billedkunstskole i 1995-96.
Til dagligt underviser hun på KBH film og fotoskole, samt arbejder med egne kunstneriske projekter. Hun har en lang række solo- og gruppeudstillinger i Danmark og udlandet på sit CV. Linda Hansen har modtaget priser for værkerne ”Linda Hansen”(en portrætserie af kvinder med navnet Linda Hansen) samt for portrætserien, KVINDER I TIDEN.
Linda Hansen har i samarbejde med forskellige forlag udgivet 3 bøger. Linda Hansen, Naevus Flammeus og Tror du vi vågner i morgen? Se mere på www.lindahansen.dk
Workshoppen er en del af programmet for sommerkurset Fotofestival 2023.