Forventningerne er store, da klimastrejken løber af stablen over hele landet d. 1. februar. En samling skoleelever har arrangeret Hillerøds egen version, der skal bevise, at det ikke kun er i Danmarks største byer, man kan råbe en god sag op.
En cirkelformet bænk på Torvet danner en form for scenekant, som demonstranterne har samlet sig omkring. Luften er prydet af et dusin skilte med budskaber som “Klima først. Skolen kan vente” og “Vores fremtid. Vores jord”. Suppe bliver delt ud blandt de tilstedeværende, der skutter sig i deres vinterfrakker.
Der har samlet sig ca. lige så mange mennesker, som der normalt samler sig om en middelmådig gademusikant på en doven tirsdag i København. En måge lander på de tomme brosten. Nogle få af deltagerne går videre. Måske skal de på café. ”Bedre kollektiv trafik!” råber en kvinde uopfordret. Folk sludrer i krogene. Udsigten til Torvets Vaffelhus og Frederiksborg Slot beder og tikker om, at blive dækket til af bare lidt flere folk.
Talerne skærper koncentrationen blandt deltagerne, men i pauserne breder rastløsheden sig hurtigt. “Hva, skal vi ikke ud og samle skrald eller et eller andet?” siger en lidt forvirret gymnasiedreng med grydehår og brun ruskindsjakke. Småsnakken fortsætter.
Klimastrejkens deltagere søger tydeligvis en leder, en dagsorden, et optog, tændte fakler, kampråb og sammenhold. Sidstnævnte bliver forsøgt skabt i fællessangen “Frit land” med Ulige Numre. Dem, der hørte, hvad der blev sagt i megafonen, finder teksten frem på lyricstranslate.com. Alligevel er det som om, at den sparsomme volumen i linjer som “Frit land, frit land, bestå” virker nærmere foruroligende frem for opløftende og håbefuldt.
Formiddagsshopperne slentrer forbi og nu er det snart weekend.
