Kirkegårdens fortællinger
I Danmark er tendensen, at vi lider af en berøringsangst for døden, og kirkegårde er det mest fysiske symbol på denne afskrækkelse. I virkeligheden rummer kirkegårde i langt højere grad kærlighed og omsorg, så dette er forsøgt belyst, ved at tale med nogle af de lokale, som har en forbindelse til kirkegården. De har fortalt om nogle af deres nærmeste og delt deres personlige historier, for at gøre kirkegården til et levende sted.
Det er en tidlig eftermiddag i april og jeg står foran den røde låge ind til Ullerød Kirkegård. Det er overskyet og mørkt, og ved siden af kirkegården kan man høre liv og unge mennesker fra både Grundtvigs Højskole og Ålholmskolen. Herinde på kirkegården er der dog helt stille bortset fra fuglene ovenfor. Her dufter af nyslået græs, og gruset knitrer under fødderne, når man går gennem kirkegårdens smalle stier.
Det, der bringer mig ind på kirkegården i første omgang, er en interesse for at lære historierne at kende. Der ligger dusinvis af sten, som gemmer på store og vigtige fortællinger, som sjældent får lov til at blive fortalt.
Jeg traver rundt på kirkegården ad to omgange. Første gang drejer jeg til højre, hvor jeg skal tale med Susanne Petersen om hendes afdøde datter, Emilie Katharina Petersen. På gravstedet er der flere blomsterbuketter – mange af dem er fra den 27. april, som er årsdagen for hendes død.
Der er også en engel af sten, som Susanne fortæller, at Emilies veninder købte af deres egne lommepenge, det første år hun var død. Inde i englen er et hulrum, som er fyldt ud med papirer fra veninderne. Der er også en krans, som ligger her hvert år med et nyt blomsterarrangement lavet af Emilies farmor. 
Regnen drypper en lille smule, mens Susanne står og fortæller: Emilie var den ældste og den, som normalvis tog teten til at starte noget i familien. Hun var en sjov pige, der var meget gang i, hvortil Susanne tilføjer, at Emilie engang brækkede benet to steder og alligevel formåede at klatre i træer.
Emilie var syv og et halvt år, da hun døde. Hun var cyklet med en veninde hen på en legeplads i byen og havde aftalt med sine forældre, at hun ville være hjemme til aftensmad. Men hun var der ikke til aftensmaden, på trods af, at hun var meget punktlig fortæller Susanne. Derfor ringede Susannes mand til venindens familie og fik straks at vide, at de skulle skynde sig at komme, fordi der var sket noget alvorligt.
Da hun nåede derhen, stod folk udenfor og kiggede. Der var både ambulance og en hel masse graveudstyr. Den dag var det meningen, at der skulle skiftes sand på den legeplads, hvor Emilie og hendes veninde var. På et tidspunkt bakkede lastbilen med sandet og tippede det ned i legepladsen, hvor Emilie var.
De fik gravet Emilie op, og hun lå på en sandbunke. Der var hun allerede død. De kørte hende dog i ambulancen mod sygehuset, og Susanne fortæller, at hun mødte falckredderen flere år efter til et førstehjælpskursus, som sagde, at de den dag gjorde alt hvad de kunne for at redde Emilies liv.
Da Susanne og hendes mand fik lov til at se Emilie på sygehuset, fortæller Susanne, at det bare lignede, at hun sov. Der var helt stille i lokalet. Emilies yngre søskende kom, og de strøg hende over håret og sagde farvel.
Senere derhjemme, lagde forældrene Emilies søskende i seng. Herefter kunne de læse om Emilie på tekst-TV. I tiden efter Emilies død fortæller Susanne, at der var helt stille. Familiedynamikken var blevet ændret og i lang tid efter, havde Susanne det svært med stilhed.
Jeg bevæger mig ind på kirkegården anden gang for at tale med Arne og Kamma Puggaard, som også har en betydningsfuld historie forbundet med nogen på kirkegården.
Denne gang drejer jeg til venstre, for at tale med dem om Arnes forældre, Agnete og Johannes. Vi mødes ved gravstedet, hvor der er én sten, med begge hans forældres navne. Herefter går vi indenfor i kirkehuset, hvor de kommende konfirmanders latter går gennem væggene. Så begynder Arne at berette.
Han fortæller, at hans familie flyttede til Ullerød i 1960, da hans far Johannes blev ungdomssekretær i Luthersk Mission. Moren Agnete blev begravet på Ullerød Kirkegård, da hun døde på en rejse i Norge i 1974. Inden da nåede hun at forkæle Arne med sine livretter, ligesom hun lavede mange huslige sysler.
Arnes familie har generelt haft stor tilknytning til Luthersk Mission og Luthersk Missions Højskole (LMH). Både faren Johannes og moren Agnete gik på højskolen i Hillerød, og Kamma fortæller, at dengang var højskole oplevelsen. Både Arne og Kamma har selv gået på LMH.
Arne fortæller om sin far Johannes, at han var meget udadvendt og eventyrlysten. Kamma begynder at fortælle om dengang, Johannes cyklede hele vejen til Holland for at lære at dyrke tomater i drivhus.
I sine senere dage var han med til at arrangere rejser for pensionister til bl.a. Holland, Harzen og Nordkap, hvor han kunne holde andagter for dem undervejs. Arne fortæller, at det betød meget for de pensionister, som var ude at rejse med Johannes.
Arne har også selv en stor rejselyst. Kamma og han selv er derfor engagerede i Mission Aviation Fellowship, som er et internationalt kristent flyselskab. Til slut fortæller Arne om de sidste år i Johannes’ liv, hvor han boede på plejehjemmet i Videbæk i Vestjylland. Johannes var frisk lige indtil det sidste. Arne kørte derover et par gange årligt indtil farens død, hvor de fik talt godt sammen. Arne siger, at det var rigtig stort for ham.